Her må man spille så meget, man vil: »Det er ligesom, når man har slik i skabet. Så vil de ikke have det«

»I don’t need to get a life. I’m a gamer. I have lots of lives.«

Ordene står skrevet over otteårige Antons seng i huset i Ikast. Tidligere havde han en plakat fra spillet ”Sister Location” hængende på samme plads, men det blev for uhyggeligt.

»Han kunne ikke sove,« fortæller den 11-årige søster, Mila.

»Jeg følte, at den der stirrede på mig hele tiden,« bekræfter Anton og nikker mod plakaten, som nu hænger på en anden væg i værelset.

»Den der« er en af flere robotlignende dukker, som skuer tomt ud på beskueren med døde smil. Der skal ellers en del til at skræmme Anton, siger hans mor, Tina Lehmann Nielsen.

Siden Anton var fire år gammel, har familietrioen spillet ”Minecraft” hver aften. Da han var seks, begyndte mor og søn at spille skydespil. I første omgang computerspillet ”Left 4 dead”.

»Anton havde set mig spille det, inden han selv fik det. Det er et spil, hvor man kan være både menneske og zombie, så han kunne få lov at bestemme, hvilken zombie jeg skulle være. Han så det bare som noget sjovt og blev ikke påvirket af det. Han har aldrig haft mareridt. Han kan godt skelne mellem spil og virkelighed, der er jo også zombier i ”Minecraft”,« siger Tina Lehmann Nielsen, som ikke har skænket aldersbegrænsningerne en tanke.

»Man kan jo selv vurdere, hvordan ens børn reagerer. Skulle Anton reagere negativt på det, ville jeg begrænse det.«

Hun husker kun én gang, hvor computerspilleriet tilsyneladende kom til at påvirke Antons drømme.

»Han vågnede op om natten og sagde: ”Drenge, nu skal vi lige tage ham her”.«

Og du tænkte ikke, at han så havde spillet lidt vel meget?

»Jo, det havde han måske nok på det tidspunkt. Men i weekenderne kan han jo godt lide at sidde foran computeren.«

Tina Lehmann Nielsen har overvejet, hvor lang tid børnene bør bruge foran computeren, men:

»Det er bare blevet sådan, at vi alle spiller, og så har vi spillet sammen. Det har været vores familiehygge. Min eksmand og jeg gamede også, før børnene blev født.«

Ikke bekymret

Den 36-årige mor sætter således ingen tidsbegrænsninger, og Antons hverdagsrutine lyder i store træk: Hjem fra fritidshjem kl. 15, spille computer, spise aftensmad, spille computer, i seng kl. 20. Og mens enkelte psykologer og adskillige forældre udtrykker bekymring over, hvad de mange timers spilleri gør ved børnene, er Tina Lehmann Nielsen helt rolig.

»Jeg er en atypisk forælder, fordi jeg selv gamer. Jeg ser ikke, at der er konflikter omkring spillene, eller at de sidder for meget foran skærmen. Jeg synes, de er velafbalancerede. Det er ligesom, når man har slik i skabet. Så vil de ikke have det.«

Til gengæld holder Tina Lehmann Nielsen skarpt øje med, hvad der foregår, når børnene er online. Og ikke kun for hendes egne, Anton og Milas mor er nemlig blevet moderator på ”Minecraft”-serveren Freakyville.

»Hvis forældre gad sætte sig ind i børnenes spilleverden i stedet for bare at lade dem spille, tror jeg også, at man ville have større mulighed for at hjælpe sine børn på rette vej. Det er skræmmende, hvad børn og voksne deler. Børn kan finde på at dele deres telefonnummer, mens der er 300 andre online. Mit råd til forældrene er: Involver jer.«

Også sproget skal være lødigt, dikterer Tina Lehmann Nielsen fra sidelinjen, og børnenes Youtube-historik bliver gransket. Den tilgang betød også, at Mila ikke var i tvivl, da hun oplevede en virtuel krænkelse i ”Minecraft”. En dreng spærrede hende inde i en celle med en stripperstang, gned sin digitale krop mod hendes og roste hendes reproduktive evner.

»Jeg gik direkte til min mor, for det, syntes jeg, ikke var o.k.,« siger Mila.

Anton og mor spiller

Påstanden om, at børn har svært ved at falde i søvn, hvis de spiller før sengetid, kan Tina Lehmann Nielsen ikke genkende. Ej heller mener hun, at hendes børn bevæger sig for lidt. Mila går til håndbold flere gange om ugen, og Anton »er den mest aktive dreng, når han er ude«. Mor og søn afviser ligeledes, at han og hans venner skulle have svært ved at finde på lege uden skærm.

Mila er efterhånden vokset fra ”Minecraft” og er aldrig hoppet med ind i ”Counter-Strike”-universet, som både moren og broren dyrker. I stedet holder det sociale medie TikTok hende beskæftiget.

»Jeg syntes på en måde, at det var spild af tid,« siger Mila undskyldende til sin mor og bror om ”Minecraft” og fortæller, at hun hellere vil hoppe i trampolin.

Derfor er det Tina Lehmann Nielsen og Anton, som mødes i virtuelle rum med andre, der vil være med til at skyde sig frem.

Mila erkender, at hun godt kan føle sig udenfor.

»Det er mig, der føler mig udenfor. Du får jo venner på besøg næsten hver uge,« svarer Anton igen.

Tina Lehmann Nielsen bryder ind:

»Hun synes, at ”Counter-Strike” har taget overhånd, og det kan jeg godt følge hende i. Men du kan jo heller ikke slippe telefonen,« siger hun henvendt til datteren.

»Det er jo fordi, jeg ikke har andet at lave, og fordi I bare sidder der,« lyder det fra Mila, som får det unisone svar fra moren og broren:

»Arrhhh.«

Kun få af vennerne er med på de samme spil som Anton. Jævnligt er Anton alene på engelske servere, hvor han spiller med unge, som er ældre end ham selv. Engelsk har han lært ved at se Youtube og game.

»Der er rigtig mange på serverne, som spørger til min stemme, fordi de synes, jeg lyder ung,« fortæller han.

Flere er overbeviste om, at han laver sjov, når han fortæller, at han blot er otte år. Andre tror, at han har ændret sin stemme.

»Hvis jeg fortæller dem, at jeg rent faktisk er dansk, tænker de ”WTF” (what the fuck, red.).«

Da Anton bliver spurgt, om han er den i klassen, som spiller mest, nikker hans mor ivrigt.

»Man kan godt sige, at jeg er nørden. Jeg elsker at være en nørd, fordi man bare hygger og må spille det, man vil.«