Ny dom: Hund bed mands nabo i benet - det måtte den godt
En mand er blevet frifundet, efter hans hund bed naboen i benene.
Retten i Sønderborg har i denne uge afgjort en sag om hundebid, der viste sig at være lovlige, skriver Jydske Vestkysten.
En 22-årig mand var sigtet efter hundeloven for at ikke at have forebygget, at hans hunde kunne ende med at bide en mand.
Sigtelsen pådrog han sig efter en majaften i fjor, hvor han holdt fest i sin baghave i Fole. Et nabopar syntes, at musikken var for høj, så manden gik over for at bede om at få musikken dæmpet.
Så snart han åbnede naboens havelåge kom stedets to hunde farende, og den ene bed manden let i begge lår.
Og det måtte den gerne, slog retten i Sønderborg fast.
»Jeg frifinder dig for det her. Jeg kan ikke se, hvad I skal have gjort galt. Når nogen går ind på ens grund, må de bære risikoen. Man skal ikke have sin hund i snor, når der er hegn omkring grunden,« lød det ifølge Jydske Vestkysten fra dommer Kim Grunnet.
Anklageren i sagen havde ellers argumenteret for en bødestraf på 4000 kr. og baserede blandt andet sin anklage på en tidligere sag.
I den tidligere sag var en hundeejer kendt skyldig, fordi dennes rottweiler havde bidt en nabo i ryggen. Bidet faldt, da naboen var gået ind på hundeejerens grund og indledt en diskussion om en vildfaren høne.
Hundeejeren fra Fole kommenterede den gamle dom, som han ikke mente var til at sammenligne med anklagen mod ham, fordi han ikke havde anet, at naboen var på hans grund, inden biddene faldt. Og den udlægning endte han altså med at få opbakning til.