Vil Gud have, at der skal spilles computer? »Det tror jeg godt, at han vil«

Det første, der møder blikket, når man træder ind i Klubberne Peter Fabers Vej i Aarhus, er computerne.

To rækker a fem styks placeret over for hinanden, adskilt af lave vægge og badet i rødt og blåt lys. Her sidder lutter drenge med koncentrerede blikke i højryggede gamerstole og skyder sig igennem virtuelle universer.

Resten af klubben ligger mere eller mindre øde hen. Mange er på tur, og andre har valgt at tilbringe regnvejrsdagen derhjemme.

»Vi har forsøgt os med forskellige modeller, men p.t. må de kun spille to gange tre kvarter om eftermiddagen. Vi prøver at skalere ned på det, men vi oplever også, at mange tager hjem, hvis de ikke kan få lov at spille. Vi har også en masse andre tilbud, og de gider da også godt andre ting, men hvis de kunne vælge, ville de helst spille computer.«

Ordene kommer fra Magnus Wad Larsen, som bl.a. er ansat for at sørge for, at spilleriet sker med pædagogisk omtanke. Planen var at indføre e-sport i klubben. At børnene skulle melde sig på hold, at de skulle træne og tale om både motion og kost.

Virkeligheden blev en anden, for det viste sig, at forpligtelse ikke rimede på fritidsklub.

»Hvis der bliver for meget tavleundervisning, falder de fra. Hvis vi tager dem væk fra skærmene for at tale om spillet, forbinder de det med skolen. Men klubben står for hygge for dem. Og så har børnene haft svært ved at samle sig om e-sporten som et hold,« fortæller Magnus Wad.

I stedet har klubben nu valgt at holde turneringer med de andre klubber i byen – vel at mærke uden at mødes fysisk.

»Turneringerne har betydet, at børnene pludselig er en del af noget større, og så begynder det at give mening at træne med sit hold,« fortæller Magnus Wad.

Denne dag dystes der i ”Counter-Strike”. De drenge, som ellers havde sat sig til rette i gamerstolene, bliver gennet væk for at gøre plads til holdet.

»Må vi spille igen efter spisning,« spørger en af drengene.

»Måske, hvis Gud vil have det,« svarer pædagogen.

»Det tror jeg godt, at han vil,« lyder det håbefuldt.

De fem computere på den ene side bliver indtaget af 7.-klassedrengene. På den anden side har nogle mindre drenge fra 4. klasse fået lov at spille ”Fortnite”.

Ikke en holdeplads

Indtil for nylig havde klubben også fire andre computere, som var åbne for fri leg. De blev dog skrottet, fordi der ikke var nogen voksenkontrol med dem.

»Vi forsøger ikke bare at gøre computerne til en holdeplads for børnene. Sådan kan det hurtigt ende, hvis man ikke passer på. Men det er hverken godt for os eller dem. I e-sportscenteret får vi i højere grad lov til at være en del af deres verden, for der er altid en voksen til stede,« siger Magnus Wad.

En stor del af det, som børnene skal lære, er at holde den gode tone. Turneringen bliver et regulært blodbad for de fem drenge, som både skal synke nederlaget og den anden klubs spydige kommentarer.

»Bliver det toxic?« spørger Magnus Wad kollegaen Anders Balle Christensen, som træner drengene.

Det bekræftende svar får Magnus Wad til at ringe til pædagogen i den anden ende af byen.

»Det skal være sjovt,« understreger han.

Motionen indskrænker sig til få minutters armbøjninger, mavebøjninger og rygbøjninger inden kampen.

»Jeg skal være den første til at indrømme, at vi ikke dyrker hardcore e-sport, for det tror jeg ikke, at der er nogen klub, der kan. Her kommer børnene jo bare, fordi de har brug for et sted at komme i fritiden. Vi kører i stedet pædagogisk e-sport med fokus på de pædagogiske værdier,« siger Magnus Wad.

13-årige Villads Birk er dog villig til at køre hårdere på med e-sporten.

»Gaming er bare hygge. Jeg vil gerne træne mere,« siger teenageren, der, selv om forældrene synes, at han spiller lidt for meget, også fylder sin tid ud med aktiviteter, der ikke involverer skærm.

»Jeg er ved at tage dykkercertifikat, går til drone og spejder,« remser han op.