Fortsæt til indhold
Indland

Institutioner for handicappede trækkes ud af sundhedsreformen

Socialministeren vil undgå en gentagelse fra kommunalreformen i 2007, hvor mange institutionspladser forsvandt. Mai Mercados time out får ros.

Time out-kortet er kastet.

Umiddelbart før de politiske forhandlinger om regeringens forslag til en ny sundhedsreform går i gang onsdag, trækker socialminister Mai Mercado (K) 64 sociale handicapinstitutioner ud af kabalen for at sikre, at der også i fremtiden er tilbud til mennesker med helt særlige handicap og behov.

»Jeg vil sikre mig, at der ikke sker en afspecialisering, og at vi ikke får færre og ringere tilbud til de handicappede i fremtiden,« siger hun og imødekommer dermed den kraftige kritik, som både Danske Handicaporganisationer og Socialpædagogernes Landsforbund har fremsat af regeringens udspil.

Hvis ikke det var ændret, havde jeg anbefalet folketingsgruppen at sige nej.
Liselott Blixt (DF), sundhedsordfører

Sundhedsreformens hovedsigte er at ændre tilbuddet for de kronisk syge - f.eks. diabetespatienter og mennesker med lungesygdommen kol, som i højere grad skal behandles af den praktiserende læge eller hjemmesygeplejersken i stedet for at gå til kontrol på sygehuset eller ligefrem blive indlagt.

Men i den store øvelse med at omlægge sundhedstilbuddet, som indebærer en nedlæggelse af de fem regioner som selvstændige enheder med folkevalgte politikere i spidsen, er de 64 institutioner kommet i klemme. De er i dag regionale, men modstanden går på at gøre dem kommunale.

Socialministeren vil ikke på forhånd udelukke, at det kan ende med kommunale institutioner, for hun har ikke den strukturelle løsning klar. Hun vil gerne starte et andet sted:

Mere ens faglighed

»Vi kan se, at disse institutioner er meget forskellige - også selv om de har den samme målgruppe som f.eks. de sikrede døgninstitutioner. Vi skal have en mere tilbundsgående drøftelse af, hvordan vi sikrer, at de nødvendige tilbud er til stede på nationalt plan, og hvordan fagligheden bliver mere ens. Der må ikke blive tale om afspecialisering - i nogle tilfælde vil jeg endda sige, at der er behov for en opspecialisering,« lyder det fra ministeren.

For at sikre arbejdsro under time out’ en, kunne en model ifølge Mai Mercado være, at ingen af de 64 institutioner må lukke ned uden nationale godkendelser.

»Vi så jo ved kommunalreformen i 2007, at en del tilbud lukkede, fordi kommunerne tog deres borgere hjem. Det må ikke ske igen, og der er behov for en større national koordinering, så vi på tværs af landet har de nødvendige tilbud til denne meget sårbare gruppe af handicappede,« siger hun.

At handicapinstitutionerne ikke kommer med i den store mølle, når de øvrige elementer af sundhedsreformen forhandles, glæder i høj grad Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer.

»Jeg vil gerne rose ministeren for at have lyttet til vores bekymring, og det er nødvendigt at finde en holdbar løsning på sigt. Vi oplever jo stadig, at institutionerne risikerer at forsvinde, fordi kommunerne trækker deres borgere hjem - og en dag er tilbuddet væk,« siger han og efterspørger en langsigtet og holdbar løsning.

Behov for national plan

»Hvis man virkelig mener, at fagligheden skal være i top, er det eneste rigtige at udarbejde en specialeplan for handicapområdet, som dels kan lægge et fagligt niveau for de enkelte områder, dels sikre , at tilbuddene så også findes,« siger formanden og understreger samtidig, at »det nødigt i sidste ende må være økonomien, som dikterer en løsning«.

Samme toner lyder fra Benny Andersen, formand for Socialpædagogernes Landsforbund, hvis medlemmer arbejder på handicapinstitutionerne. Også han taler varmt for en national plan - en specialeplan, som det kendes fra sundhedsområdet - der fastlægger niveauet for indsatsen.

»Det er ikke så afgørende, hvem der driver institutionerne, hvis man landspolitisk tager ansvar for fagligheden og volumen,« siger han.

I Dansk Folkeparti er der også tilfredshed med ministerens time out, for ifølge sundhedsordfører Liselott Blixt var netop de 64 handicapinstitutioners skæbne »en af de helt store knaster«.

»Hvis ikke det var ændret, havde jeg anbefalet folketingsgruppen at sige nej. Det var simpelthen for usikkert, og vi så jo, hvordan det gik sidste gang: at kommunerne af økonomiske årsager trak deres borgere hjem, og derfor har mange institutioner gennem årene været nødt til at lukke. Det må ikke gentage sig,« siger hun.