Chefredaktør ville bekæmpe »censur«: Men endte med bøde på 50.000 kr.
Politikens chefredaktør medvirkede til at bryde fogedforbud, da han trykte PET-bog, mente byret. Bladhus skal betale 100.000 kr. i bøde.
Da Politikens chefredaktør i oktober 2016 valgte at publicere bogen ”Syv år for PET” i sin helhed og vedlægge den søndagsavisen, gjorde han det for at forsvare »basale frihedsrettigheder« og kæmpe imod »censur«, som han udtrykte det dengang. Men fredag lød det i en dom fra Københavns Byret, at chefredaktør Christian Jensen og koncernen JP/Politikens Hus skal betale hhv. 50.000 og 100.000 kr. i bøde. Retten mente, at chefredaktøren og koncernen forsætligt havde forbrudt sig mod et nedlagt fogedforbud.
”Syv år for PET” er skrevet af Politiken-journalist Morten Skjoldager, og den skulle efter planen publiceres i oktober 2016, da PET fik nys om, at bogen kunne indeholde afsløringer om Politiets Efterretningstjenestes arbejde. Hovedkilde i bogen var nemlig tidligere chef i PET Jakob Scharf, og i foromtalerne hed det bl.a., at bogen ville være en »insiderberetning«, og at »kendte og ukendte« PET-aktioner ville være omtalt.
PET frygtede, at fortrolige oplysninger om tjenesten kunne komme frem i bogen, og at det ville kunne sætte menneskers liv i fare. Derfor fik PET via Københavns Byret nedlagt et midlertidigt fogedforbud natten til den 8. oktober 2016. Men dagen efter kunne enhver altså købe Politiken og få hele bogen med.
PET anker
PET, som i retssagen var repræsenteret ved Kammeradvokatens Henrik Nedergaard Thomsen, gik efter en bøde på 15 mio. kr. til JP/Politikens Hus samt 4 måneders fængsel til Christian Jensen. I en pressemeddelelse skrev PET fredag, at man anker sagen til landsretten.
»Særligt i lyset af de hensyn, der blev søgt beskyttet ved forbuddet, er det for PET afgørende, at straffen fastsættes til et niveau, der virker præventivt og som sikrer, at der ikke kan spekuleres i, om det kan betale sig at overtræde et forbud,« skrev tjenesten.
JP/Politikens Hus og Christian Jensen argumenterede under retssagen for, at Christian Jensen skulle frifindes, fordi fogedforbuddet rettede sig mod koncernen og ikke chefredaktøren. Ifølge medieansvarsloven er det nemlig chefredaktøren – og ikke koncernen – der har ansvaret for, hvad der står i avisen.
Men fogedforbuddet blev stadfæstet først i Østre Landsret og senere i Højesteret. Og byretten godtog ikke argumentet fra bladhuset og chefredaktøren. Retten mente således, at Christian Jensen ved at beslutte at offentliggøre bogen medvirkede til brud på fogedforbuddet.
Jørn Vestergaard, professor i jura ved Københavns Universitet, er af den opfattelse, at JP/Politikens Hus og Christian Jensens argument om, at forbuddet ikke gjaldt chefredaktøren, sagtens kan diskuteres. Også fordi forbuddet oprindeligt blev nedlagt i forsøget på at forhindre Ekstra Bladet – der ligesom Politiken og Jyllands-Posten ejes af JP/Politikens Hus – i at citere fra bogen.
»Da kendelsen blev afsagt en tidlig lørdag morgen, havde ingen i Politikens ledelse lagt op til at offentliggøre noget. Derfor kan der argumenteres for, at Christian Jensen overhovedet ikke kan straffes for at overtræde et forbud, som han ikke havde givet nogen anledning til,« siger Jørgen Vestergaard.
Tilbageholdende domstole
Sten Schaumburg-Müller, som er professor i jura ved Syddansk Universitet, mener, at dommen er »balanceret«.
»Straffen er i den milde ende, hvilket man tit ser, når medier har brudt loven. Domstolene er generelt tilbageholdende med at bruge bødeskalaen til at straffe medier,« siger han og tilføjer:
»Vi bliver nødt til at have visse indskrænkninger af ytringsfriheden, og samtidig skal domstolene passe på ikke at knækte ytringer af offentlig interesse. Jeg synes, at man her har taget balanceret hensyn til begge dele.«
Sten Schamburg-Müller understreger, at han ikke mener, at dommen har rykket ved grænserne for, hvor langt medier kan gå for at publicere, hvad det måtte mene er i offentlighedens interesse.
Både Christian Jensen og JP/Politikens Hus har valgt at acceptere dommen. Det skrev chefredaktøren og direktør i JP/Politikens Hus, Stig Ørskov, fredag i en pressemeddelelse, som blev efterfulgt af et citat fra Christian Jensen:
»Som chefredaktør er det min opgave at bringe oplysninger af væsentlig samfundsmæssig interesse frem i lyset. Jeg har hele tiden sagt, at jeg ikke er hævet over landets love. Nu har byretten talt, og jeg accepterer dens afgørelse.«
Jylland-Posten har uden held forsøgt at få et interview med Christian Jensen.