Psykiatrien mangler læger i hobetal – men måske er der lys forude
Regionerne mangler op mod 89 speciallæger i psykiatri, og en rundspørge blandt yngre læger vidner om en truende medarbejderflugt. Regeringens psykiatriudspil kan vende udviklingen, mener en psykiater.
Der skal etableres intensive sengepladser til de sygeste patienter. Den tidlige indsats for mennesker med psykiske lidelser skal styrkes. Og der er brug for mere forskning og vidensdeling i psykiatrien. Sådan lyder tre af hovedpunkterne i den psykiatrihandleplan, regeringen præsenterede fredag.
Spørgsmålet er, hvem der skal løfte de nye opgaver – for psykiatere er en mangelvare.
I 2017 konstaterede Lægedækningsudvalget i sin årsrapport udfordringer »specifikt inden for det psykiatriske område«. Og en rundspørge i landets fem regioner viser, at regionerne ville ansætte yderligere 89 speciallæger i psykiatri, hvis de kunne.
Knud Kristensen, formand for patientforeningen Sind, konstaterer, at »man kan ikke gøre meget, hvis ikke der er psykiatere og andre faggrupper til at behandle de mange med psykisk sygdom«.
Samtidig viser en spørgeundersøgelse gennemført af Yngre Læger med 420 respondenter blandt speciallæger og læger under uddannelse, at psykiatrien har et dårligt fagligt ry. De yngre læger angiver i gennemsnit sandsynligheden for, at de fortsætter karrieren inden for den regionale psykiatri, til 64 pct.
»Man skal politisk set tage meget seriøst, at så mange psykiatere kunne tænkes at forlade psykiatrien. For hvis det bliver tilfældet, så har vi ikke kun en psykiatri, der er nødlidende pga. mangel på økonomiske ressourcer og sengepladser, men også på grund af mangel på psykiatere,« siger Camilla Rathcke, formand for Yngre Læger.
Og i psykiaternes lægevidenskabelige organisation, Dansk Psykiatrisk Selskab, konstaterer formand og psykiater Gitte Ahle, at »i takt med, at man har skåret ned i hospitalspsykiatrien, er psykiatere søgt væk, f.eks. til Norge og Sverige eller til det private«.
100 læger til administration
Udfordringerne med at rekruttere og fastholde personale bliver nu direkte adresseret i regeringens psykiatrihandleplan: »Det skaber udfordringer, især i en tid hvor antallet af patienter i psykiatrien stiger«, som der står.
Regeringen vil bl.a. nedsætte en arbejdsgruppe, som under Sundhedsstyrelsen skal komme med anbefalinger til en bedre rekruttering. Regeringen ønsker på den baggrund at afsætte 10 mio. kr. til rekrutterings- og fastholdelsesindsatser. Samtidig vil regeringen give psykiatrien en mere fremtrædende rolle i uddannelsen af speciallæger, den såkaldte KBU.
Jeg tror, at det markante fokus og den velvilje, politikerne viser, vil være med til at gøre psykiatrien mere attraktiv. Hvis vi ovenikøbet får de gode intentioner ud at leve, ser jeg en positiv udvikling forude.Gitte Ahle, formand for Dansk Psykiatrisk Selskab
Derudover påpeger regeringen i sit udspil, at psykiatere kan frigøre mere tid til patienterne, hvis arbejdet på de psykiatriske afdelinger bliver tilrettelagt bedre. Eksempelvis viste en rundspørge foretaget af Lægeforeningen i foråret, at speciallæger i psykiatri på landsplan bruger, hvad der svarer til 100 fuldtidsstillinger om året på administration.
»En bedre brug af personalets faglige kompetencer kan f.eks. være i forhold til, at nogle opgaver løses af en psykolog eller sygeplejerske frem for en læge. Det kan gælde f.eks. udarbejdelse af behandlingsplaner, individuel terapi, afklarende samtaler, diagnostiske tests og udfyldelse af recepter mv.,« skriver regeringen i sit psykiatriudspil.
»Positiv udvikling forude«
I Dansk Psykiatrisk Selskab er Gitte Ahle fortrøstningsfuld. Det springende punkt, hvis man vil tiltrække flere psykiatere, er at forbedre rammerne, så lægerne ikke går hjem fra arbejde med følelsen af at have ydet en mangelfuld behandling, mener hun.
Psykiaterne er »meget positivt stemt« over for psykiatriudspillet – hvis altså alle intentionerne bliver ført ud i virkeligheden.
»Vi har en sundhedsminister, som har hørt fagområdet, forstået hvad vi har sagt og forsøger at omsætte til handling,« siger Gitte Ahle og noterer sig, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) var med til at præsentere handleplanen.
»Jeg tror, at det markante fokus og den velvilje, politikerne viser, vil være med til at gøre psykiatrien mere attraktiv. Hvis vi ovenikøbet får de gode intentioner ud at leve, ser jeg en positiv udvikling forude.«