Annonce
Indland

1.000 boliger i ghetto skal væk

Mere end hver fjerde almene bolig skal rives ned i Vollsmose, mener et enigt byråd.

Målet i regeringens udspil fra marts er at afvikle landets ghettoer, heriblandt Vollsmose og Gellerupparken Foto: Anders Brohus.

Hundredvis af beboere, der i dag bor i ghettoområdet Vollsmose, kan godt begynde at se sig om efter et nyt sted at bo.

En ny aftale på tværs af partierne i Odense Kommune kommer til at betyde nedrivninger eller ommærkninger af over 1.000 boliger i området. Det fortæller borgmester Peter Rahbæk Juel (S).

»Nu har vi chancen for at skabe forandring, og vores højeste ønske er at ændre boligsammensætningen i Vollsmose. I dag er det primært almene boliger i området, og det skal vi lave om på for at få en anden struktur,« siger han om den nye plan.

Området rummer i dag ca. 9.100 beboere og ca. 3.600 almene boliger. Nedrivningsprojektet kommer derfor til at involvere over en fjerdedel af boligerne i Vollsmose.

Det kræver tid og dybde at lave en forandring, der påvirker så mange mennesker.
Peter Rahbæk Juel (S), borgmester i Odense
I planen indgår derudover en række delmål, der skal gøre Vollsmose til en mere velfungerende bydel. Målsætningerne er bl.a., at andelen af ledige om 10 år skal være på niveau med resten af Odense, at andelen af beboere, der ikke kan tale dansk, skal falde markant, og at områdets folkeskoleelever inden 2025 skal være på samme faglige niveau som elever i kommunens øvrige skoler.

National ghettoplan

Aftalen kommer efter regeringens udspil Ét Danmark uden parallelsamfund, der blev præsenteret i marts. Her er målet at afvikle landets ghettoer frem mod 2030. Der er indgået aftale om, at boligselskaberne skal skære antallet af almene familieboliger i ghettoområder ned til 40 pct. ved bl.a. at rive boligerne ned, sælge dem eller opføre flere ejerboliger i stedet. Lykkedes det ikke, kan staten til sidst overtage boligerne.

Overtagelse af boligområder

I regeringens ghettoplan fra marts er målet at afvikle landets ghettoer frem mod 2030. Her er der indgået aftale om, at boligselskaberne skal skære antallet af almene boliger i ghettoområderne.

Boligselskaber bag områder, der i fire år i træk har stået på regeringens ghettoliste, skal komme med en plan for at mindske problemerne. Er den ikke overbevisende, skal det være muligt at pålægge boligselskabet at opløse eller afvikle boligområdet.

12 mia. kr. afsættes til formålet fra 2019 til 2026. Pengene kommer bl.a. fra Landsbyggefonden og ubrugte penge på beskæftigelsesområdet.

I juni indgik politikerne i Aarhus Kommune en aftale om udsatte boligområder i Aarhus, der bl.a. indbefatter, at yderligere 600 familieboliger skal, udover den igangværende gennemførelse af helhedsplanen i Gellerup, rives ned, og at 120 familieboliger skal sættes til salg.

Op imod 11.000 husstande i alt risikerer, ifølge et notat udarbejdet af regeringen, at skulle genhuses. Det kan i nogle tilfælde betyde, at familierne skal finde sig til rette i en anden kommune, lød det i marts fra transport- og boligminister Ole Birk Olesen (LA).

»Der vil være nogle kommuner, der har meget store ghettoområder, som udgør en så stor andel af de samlede almene boliger i kommunen, at det kan være en udfordring at finde boliger inden for egen kommune. Så må man ty til hjælp fra folk uden for sin kommune,« udtalte han til Jyllands-Posten.

Forandring kræver tid

Regeringens udspil indeholder derudover en række initiativer og foreløbige delaftaler. Det betyder bl.a., at højst 30 pct. af børnene i en daginstitution må være bosat i de udsatte boligområder, at forældre kan trækkes i børnechecken, hvis børnene har for højt fravær og sprogprøver i 0. klasse.

I dag er 74,2 pct. af Vollsmoses beboere indvandrere eller efterkommere af indvandrere, herunder 68,9 pct. fra ikkevestlige lande. Ifølge byrådet er ca. 52,5 pct. af de 18-64-årige i Vollsmose hverken i uddannelse eller beskæftigelse.

I Odense Kommune er man særlig opmærksom på, at omhusningen ikke blot medfører problemer i et andet geografisk område.

»Det kræver tid og dybde at lave en forandring, der påvirker så mange mennesker. Kabalen skal gå op over de næste 5-10 år, og vi skal tænke os godt om, så vi ikke bare flytter problemet,« siger Peter Rahbæk Juel, der i øjeblikket er i dialog med investorer, der skal betale for nedrivningerne og opbygningerne i Vollsmose.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce
Biler
Audis nye elbil vender op og ned på bilnørders sprogbrug
Glem alt om hestekræfter, ventilløft og drejningsmoment. Fremtidens bilnørder snakker om rekuperation, ladetider og vandkølede elektriske drivaksler. Vi var med, da Audi lancerede en af de hidtil mest avancerede af slagsen. 
Se flere
Bolig
Lån dit værktøj og køkkengrej og spar penge
I stedet for at købe og opbevare ting, som kun sjældent bliver brugt, kan du låne dem på biblioteket, hos naboen eller på låneportaler på nettet. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her