48 timers kultur koster skatteyderne millioner
Offentlige instanser betalte for over halvdelen af udgifterne til Kulturmødet Mors sidste år.
Kulturmødet Mors - Folkemødets lillebror - løber i disse dage af stablen på Mors i Limfjorden. Derfor sværmer det med politikere, kendis-journalister, forfattere og andre debattører, der på skift deltager i paneldebatter, hvor der skal diskuteres emner med udgangspunkt i kultur.
Men kulturmøder de koster. I en række dokumenter, som nyhedsmediet Journalista.dk har fået aktindsigt i fra Morsø Kommune, fremgår det, at skatteyderne har måtte hive den store pengepung frem.
I 2013, da Kulturmødet Mors havde sin fødsel, løb de samlede udgifter op i små 2,3 mio. kr. I 2017 var prisen for kultur steget til 4,4 mio. kr. Og i bilagene fra Morsø Kommune fremgår det, at særligt skatteyderne har måtte betale en stor del af gildet.
Morsø Kommune dækkede mere end 10 procent af de samlede udgifter til kulturmødet i 2013 med en egenbetaling på 300.000 kroner til arrangementet. Også Region Nordjylland blev en af de helt store bidragsydere samme år med et samlet beløb på 800.000 kroner.
Som årene er gået, er udgifterne vokset. I 2016 kostede Kulturmødet Mors 4,5 mio. kr, hvilket var det hidtil dyreste, uden at kende til udgifterne for 2018 vel at mærke. Dette år bidrog Morsø Kommune, der har knap 21.000 indbyggere, med et samlet beløb på 1.785.000 kroner til arrangementet, der varer 48 timer og hvert år ligger i uge 34.
Året efter, i 2017, var kommunens bidrag på 1.045.000 kroner til det folkelige arrangement dog en del mindre, selvom det samlede beløb for Kulturmødet Mors havde udgifter for 4.399.210 kroner, hvilket kun er 120.000 kroner billigere end året før.
Både i 2016 og 2017 har andre offentlige instanser som Region Nordjylland og Kulturministeriet betalt til Kulturmødet. Og samlet blev mere end 2,5 mio. kr. af de samlede udgifter dækket af offentlige instanser sidste år. Hvad der præcist gemmer sig bag udgifterne, har ikke været muligt at få at vide, skriver Journalista.dk.
Udover hvad der bliver beskrevet i bilagene, så har Morsø Kommune ikke ønsket at oplyse over for Jyllands-Posten, hvad der præcist gemmer sig bag udgifterne.