Fortsæt til indhold
Indland

Statens Serum Institut advarer om mulig mæslingesmitte i Københavns Lufthavn

Den smitsomme virussygdom har været udryddet i Danmark siden 2017.

En dansk mand, der mandag morgen landede i Københavns Lufthavn, var smittet med mæslinger. Der er derfor fare for, at han kan have smittet andre personer i lufthavnen.

Det oplyser Statens Serum Institut (SSI) i en pressemeddelelse.

Danskeren havde været på ferie på Filippinerne og landede mandag morgen omkring kl. 08.30 i lufthavnen.

Ifølge SSI var den danske mand smitsom under sin hjemrejse, der gik fra Filippinernes hovedstad, Manila, over Hongkong til København.

Efter at have landet på dansk jord forlod han ved 09.30-tiden lufthavnen med en taxa, der kørte ham direkte på sygehuset.

Personer, der opholdt sig i lufthavnens transitområde, bagageudleveringsområde eller ankomsthal mandag den 6. august i tidsrummet 08.30-09.30 kan risikere at være blevet smittet af den meget smitsomme virussygdom.

»Hvis man ikke er vaccineret eller har haft mæslinger, bør man henvende sig til sin læge for at få vurderet, om man kan tilbydes behandling for at forhindre eller mildne sygdommen,« opfordrer instituttet i pressemeddelelsen.

SSI har desuden kontaktet det pågældende flyselskab, som den danske mand rejste med, med henblik på at få udleveret passagerlister fra de flyvninger, som han var på.

»Personer med bopælsadresse i Danmark vil herefter blive forsøgt kontaktet af Styrelsen for Patientsikkerhed med henblik på afklaring af immunitet og eventuelt behov for behandling eller udsættelse for smitte.«

Personer, der ikke har bopæl i Danmark, vil i stedet blive kontaktet af sundhedsmyndighederne i deres egne hjemlande, oplyses det.

Sidste år vurderede verdenssundhedsorganisationen WHO, at Danmark opfyldte betingelserne for officielt at have udryddet mæslinger.

Vaccination mod mæslinger, MFR-vaccinen, er en del af det danske børnevaccinationsprogram. Personer, der er blevet vaccineret som led i programmet, bør derfor være sikret mod smitte.

Samtidig oplyser SSI, at personer i Danmark, der er født før 1975, overordnet har haft mæslinger og derfor ikke kan blive smittet igen.