Fortsæt til indhold
Indland

Klar til at blive rundtosset? Tivoli er klar med ny forlystelse til 30 millioner

Den nye forlystelse erstatter den gamle kending "Snurretoppen".

I disse dage bliver de sidste skruer sat på plads, og Tivolis nyeste forlystelse, der har været tre år undervejs, er derfor snart klar til at dreje gæsterne rundt med høj fart.

Forlystelsen har fået navnet "Tik Tak" og er opført det sted, hvor "Snurretoppen" i 29 år stod, indtil den ikoniske forlystelse sidste år blev sendt på pension.

»Der er tale om tidsrejse, hvor gæsterne fastspændt svæver - andre vil måske opleve det som om de kastes - gennem tiden. Der er garanti for "rundtossethed", når det store urværk, kompasset og timeglasset sættes i svingninger,« lyder det fra Tivoli i en pressemeddelelse.

Gæsterne bliver således drejet rundt i gondoler - både vertikalt og horisontalt. Med otte meter i højden bliver "Tik Tak" et nyt pejlemærke i Tivoli.

Den nye forlystelse skal give gæsterne en oplevelse af at begive sig ud på en tidsrejse. Foto: Christoffer Anias Sandager

Det var meningen, at den nye forlystelse allerede skulle have stået klar til brug allerede i marts, men sammenspillet mellem »den komplicerede teknologi og færdiggørelse af scenografien« har ifølge Tivoli forsinket processen.

"Tik Tak" åbner op for gæster den 10. august kl. 12.00 - fem dage før, at Tivoli kan fejre 175 års jubilæum.

Forlystelsen har kostet i omegnen af 30 mio. kr. at opføre og kan findes i det sydvestlige hjørnes videnskabelige tema, der i forvejen tæller forlystelserne Himmelskibet, Astronomen og Aquila.

Artiklens emner
Tivoli