Forbud mod åben ild i hele landet: »Vi er i en ekstrem situation«
Et landsdækkende afbrændingsforbud træder i kraft onsdag. Antallet af naturbrande blev mere end fordoblet i juni − selv uden sankthansbål.
Det varme sommervejr har bagt naturen så knastør, at der nu – helt ekstraordinært – indføres forbud mod åben ild i hele landet.
Fra onsdag klokken 12 vil der gælde afbrændingsforbud i samtlige 98 kommuner i Danmark, oplyste Danske Beredskaber tirsdag:
»Det her er det kraftigste signal, vi overhovedet kan give. Der gælder altid en regel om at være påpasselig med åben ild, men nu siger vi: "Lad helt være". Underforstået, at nu står vi i en ekstrem situation,« siger Bjarne Nigaard, sekretariatschef hos Danske Beredskaber.
Man skal tilbage til EM-sommeren 1992 for at finde noget, der bare kommer tilnærmelsesvis i nærheden af at landsdækkende afbrændingsforbud, forklarer han.
»Men vi kan ikke mindes, at der har været en tilsvarende situation, hvor hele landet har været omfattet.«
Et afbrændingsforbud betyder, at alle former for udendørs bål er forbudt. Det samme er åben ild såsom fakler.
Ukrudtsafbrændere, svejseapparater, terrassevarmere og andre varmeafgivende apparater er også forbudt, ligesom gril med kul − herunder engangsgrill − er bandlyst på offentlige arealer.
I de fleste kommuner må man stadig grille hjemme i egen have, hvis grillen står på et sikkert underlag og er hævet over jorden, men selv ikke dét vurderes længere at være forsvarligt i ni midt- og vestjyske kommuner, som er omfatter af beredskaberne Brand og Redning Midtvest, Midtjysk Brand og Redning og Nordvestjyllands Brandvæsen.
Her er naturen så ekstraordinært tør, at selv grill i egen have nu også er forbudt dér.
Gasgrill kan gå dog an, men kun under konstant opsyn og med slukningsredskaber lige ved siden af.
På spørgsmålet om, hvorvidt det er forbudt at ryge tobak i naturen, svarer Bjarne Nigaard:
»I princippet ja. Man kan ikke tænde cigaretten uden at bruge en form for åben ild, og der er også en risiko med gløderne, så i princippet er det ikke tilladt,« siger han.
Hvordan politiet vil håndhæve forbuddet, ved han dog ikke. Han opfordrer blot til at være ekstremt påpasselige med at ryge i naturen, da selv en lille glød kan starte en naturbrand.
Andre gode råd er aldrig at efterlade flasker eller andet glas i naturen, da det kan virke som et brændglas, og aldrig at parkere bilen i højt græs efter en lang køretur, da katalysatoren kan antænde tørt græs.
Straffen for at overtræde afbrændingsforbuddet vil typisk være en bøde.
Selvom der allerede har været forbud mod åben ild mange steder denne sommer, så bød juni måned på flere end 400 naturbrande.
Det er mere end dobbelt så mange som normalt, og dét er selvom, at sankthans i år var uden bål for de flestes vedkommende.
Alene mandag i denne uge blev brandfolk kaldt ud til hele 38 naturbrande – det højeste antal på én dag i år.