Fortsæt til indhold
Indland

DMI: Dele af landet kan få skybrud og torden fredag

Varslet gælder indtil kl. 21 fredag aften.

Tørstende blomsterbede og græsplæner i de sydvestlige dele af landet kan efter flere tørre og solrige dage se frem til en tiltrængt regnbyge fredag.

DMI varsler om voldsomt vejr i form af skybrud og kraftig torden i Sydvestjylland, Haderslev, Tønder, Aabenraa og Kolding mellem kl. 15 fredag eftermiddag og kl. 21 fredag aften.

Andre steder varsles der indtil videre blot om risiko for skybrud og tordenskrald.

»Årsagen er byger, der ventes at poppe op i området, for herefter langsomt at bevæge sig mod syd eller sydvest. Bygerne kan være med torden og lokalt kan der komme mere end 15mm nedbør på 30 minutter, hvilket er grænsen for skybrud,« siger vagtchef Jesper Eriksen i risikomeldingen på DMI’s hjemmeside.

Der kan være store lokale udsving i nedbørsmængderne. Mens nogle kan nøjes med smådryp, kan der få kilometer væk lande en »ordentlig skylle«.

Over store dele af landet kan der i princippet dukke regnbyger op, men det er altså i den sydvestlige del, at der er størst risiko for, at nogle af bygerne opnår skybrudsstyrke.

Temperaturen fredag ser ud til at lande mellem 15 og 21 grader og dermed lavere end de seneste dage. Også lørdag vil man lokalt opleve byger, der kan være med torden og mellem 17 og 22 grader.

Pinsesolen ventes dog at herske fra søndag og sørge for tørt og solrigt vejr med op til 23 grader indtil tirsdag. Onsdag topper temperaturmæssigt. Her spår DMI, at vi på ny kan ramme 25 grader.

Artiklens emner
Skybrud
DMI