100 år efter Emma Gad: Takt og tone i en moderne brydningstid

1918 er gamle dage. Men ret så moderne.

For i 1918 var Første Verdenskrig netop afsluttet, kvinder og tjenestefolk havde fået stemmeret, og vandringen fra land til by – fra husmandssted til fabrikker – var i fuld gang. En brydningstid, kort sagt, hvor de første biler rullede på de danske veje, og telefonen var opfundet.

Samme år udgav Emma Gad bogen »Takt og Tone – hvordan vi omgaas,« og selv om eftertiden ofte har holdt de 100 år gamle regler for god og net opførsel ud i strakt arm som temmelig antikverede, fortjener hendes indsats en opdateret gentagelse, mener initiativtagerne til den nye »Takt og tone til tiden«, Jytte Hilden og Pia Fris Laneth.

»Tingene var i opbrud i 1918, da Emma Gad skrev bogen, og selv om nogle af hendes gode råd ikke dur længere, er der også fine, almenmenneskelige regler, som stadig kan bruges. Men vi lever igen i en brydningstid, og derfor er der brug for at diskutere, hvordan vi lever med hinanden,« siger Jytte Hilden, tidligere minister og nuværende forfatter og foredragsholder.

Selv om hun gennem hele sin karriere og de første 76 leveår har hyldet det uformelle og spontane, er hun ikke regelfornægter.

»Ethvert samfund har brug for færdselsregler. Har man ikke det, sker der færdselsuheld,« som hun siger.

Hvordan taler man med pakistaneren ved siden af?

Den nye takt-og-tone-bog fokuserer på de udfordringer anno 2018, som kan være svære at håndtere. Det gælder f.eks. samtalen på sociale medier og de nye familieformer med dine, mine og vores børn.

Men også børneopdragelse, ungdommens rolle og i den modsatte ende af livet – holdningen til ældre – får plads til den moderne Emma Gad, ligesom globaliseringens helt konkrete aftryk – at der bor en pakistaner inde ved siden af – ligeledes får plads.

13 skribenter bidrager med hver deres bud på nye færdselsregler inden for de enkelte temaer, og ifølge Jytte Hilden kan de læses som oplæg til debat. Og ikke som i Emma Gads tid som lodrette regler. Men de hylder dog den gamle dames hovedregel:

»Kun én hovedregel for alt menneskeligt Samkvem bliver aldrig forældet. Det er den at handle mod sine Medmennesker ud fra et godt Hjerte.«

Rettighed i stedet for almisser

Mads Roke Clausen, formand for Frivilligrådet, minder om, at der også er social ulighed i 2018.

Selv om der er gået 100 år, siden Emma Gad talte om de mere velaflagtes forhold til værdigt trængende, er der også i dag behov for at sætte fokus på den sociale ulighed i samfundet, mener Mads Roke Clausen, formand for Frivilligrådet og tidligere direktør i Mødrehjælpen.

Dengang var barmhjertighed og almisser et udbredt begreb, og den sociale omsorg i høj grad privatiseret. Siden er samfundet indrettet, så også mennesker med vanskeligheder og uden mulighed for at forsørge sig selv har rettigheder.

»Barmhjertighed er jo et smukt begreb, men det er vigtigt, at både den enkelte og vi som samfund har regler for, hvordan vi kollektivt rækker en hånd til mennesker i nød. Her er retten til at få hjælp meget centralt i et velfærdssamfund, og det er, som om det er ved at glide lidt ud,« siger han som sit bud på, hvad en opdateret version af god takt og tone bør indeholde.

Han oplever, at den fælles historie om et nationalt ansvar for socialt udsatte er ved at erodere.

»Dermed risikere vi at sætte noget meget centralt i velfærdssamfundet over styr, og det er der efter min mening for lidt fokus på,« siger han, der også – i lighed med den gamle fru Gad – appellerer til, at den bedrestillede del af borgerne ikke ser ned på de grupper, som har brug for hjælp.

»Det er vigtigt at kunne sætte sig modtagernes sted, Det kan være svært at modtage hjælp – også selv om det i dag indebærer pligter. Det er vigtigt for den socialt trængende at bevare sin værdighed, og det handler om den måde, vi ser på de udsatte på. Der kunne være bedre takt og tone.«

Unge er så pæne som på Emmas tid

Olav Hesseldahl ser gerne mere fandenivoldsk fut i nutidens ungdom. For demokratiets skyld.

Ungdommen i dag er ligeså velfriseret, pæn og lydig som for 100 år siden. Desværre, mener Olav Hesseldahl, som var en af initiativtagerne til Ungdommens Folkemøde i København og i dag er engagementsdirektør i Ungdomsbureauet.

»Unge slider, slæber og tilpasser sig. De konkurrerer på livet løs og forsøger at leve op til de voksnes krav. Men de – og resten af samfundet – mister noget på den konto,« siger han.

I Emma Gads dage var ungdommen knapt et begreb. I stedet var der en direkte overgang – ca. omkring konfirmationsalderen – fra barn til stort set voksen.

»Det giver selvfølgelig mening at give ungdommen en stor plads, men de er klemte. Det er meget skizofrent, for på den ene side stræber alle efter de ungdommelige idealer, på den anden side respekteres ungdommen ikke og får ikke sin egen plads,« siger han.

Ungdomsoprøret ligger 50 år tilbage, og Olav Hesseldahl vil gerne geninstallere noget oprør, debat og fandenivoldskhed i nutidens ungdom.

»I dag deltager unge jo nærmest ikke den demokratiske samtale, fordi de er så pressede af bl.a. et uddannelsessystem. Mit ønske for en bedre takt og tone i samfundet er, at man igen giver plads til unge og deres engagement,« siger han, der ikke forestiller sig, at det bliver i de klassiske partier.

Snarere vil unge kaste sig mere tematisk ind i samfundsdebatten – det kunne handle om klima, boligpolitik og fordeling af samfundsgoderne i det hele taget.

»Emma Gad var mega progessiv, så det ville hun se positivt på,« siger han.

En skål grød til naboen kan slå bro

Emma Gad var ikke en del af Rushy Rashids barndom. Men det var hendes farmor, og hendes leveregler er der god brug for i dag.

Risengrød – tilsat et stort og velment drys af menneskelig nysgerrighed.

Måske en mærkelig sammensætning, men den ret er for journalist, foredragsholder og forfatter Rushy Rashid, der har pakistansk baggrund, en af metoderne til at slå bro over den kulturkløft, der nemt opstår mellem mennesker med forskellige kulturelle og religiøse baggrunde.

I Emma Gads dage var indvandring ikke et tema, og den gamle dame var heller ikke en del af Rushy Rashids bagage. Alligevel forekommer hun velkendt, fordi hendes leveregler om at åbne sig for omverdenen og naboen i ligeså høj grad er med i den pakistanske bagage.

»Jeg kan høre min farmor i hende. Hun lavede altid mad til en ekstra – hvis der nu skulle komme en gæst forbi. Min mor prøvede at omplante tankegangen til Vanløse, da hun som nytilflyttet til Danmark sendte mig ind med en skål risengrød til vores nabo. Selv om han ikke spiste op, tog han dog lidt og viste sin imødekommenhed. Og nysgerrighed,« fortæller hun.

Eksemplet om at række hånden ud og være nysgerrig i stedet for afvisende og fordømmende er i følge Rushy Rashid en god leveregel for at imødegå angst, usikkerhed, uvidenhed – og i sidste ende fremmedhad.

»Vi kan være enige eller uenige med hinanden, men i det øjeblik, vi sætter os ned og spiser sammen, eller sladrer over hækken og ser ungerne bade i det samme havebassin, formindsker det afstanden mellem mennesker,« siger hun og minder om, at kontakten ikke tænder af sig selv.

»I Danmark er vi næsten for gode til at passe os selv.«

Forestil dig ansigtet bag skærmen

Den ansigtsløse samtale på sociale medier giver store udfordringer, fordi vi nemt sårer hinanden.

Møgso. Skvatmikkel. Løgner.

En rundtur i kommentarfelterne på nettet er også en udflugt til nogle af sprogets grimmeste og mest nedsættende gloser. Ifølge professor Jeppe Bundsgaard, Aarhus Universitet, fordi vi ikke har lært at håndtere de moderne kommunikationsformer på anstændig vis.

»I Emma Gads dage var det lettere. Hun var en autoritet, der kunne levere borgerskabets leveregler til mennesker, som ikke kendte dem. Og det blev accepteret,« siger han og fastslår i samme åndedrag, at så let er det ikke at udforme færdselsregler for god opførsel i en digital verden.

Problemet er, at kommunikationen er ansigtsløs, siger han. I modsætning til det menneskelige møde, hvor man – selv i ophidsede diskussioner og konflikter – hele tiden har modtagerens reaktion lige foran øjnene.

»Det har man ikke på nettet, og derfor risikerer man – måske uden at ville det – at stemple et andet menneske og give det en identitet, som er forkert. Men som er svær at slippe af med igen. Det har vi ikke lært,« siger han, der egentlig ikke tror på formelle regler til at styre den digitale samtale. Ganske enkelt fordi de ofte kommer for sent i forhold til den udfordring, de skal regulere, siger han.

»I stedet handler det om noget så fundamentalt som menneskelig empati. Når du kommenterer og kritiserer på de sociale medier, handler det om at forestille dig ansigtet på det menneske, du skriver om. Er der smil eller tårer? Hvordan vil kritikken opfattes? Ville jeg sige det samme, hvis vi stod ansigt til ansigt?«

Vi har ikke magten over liv og død

På Emma Gads tid affandt man sig med livets tilskikkelser. Det kan vi lære af i dag, mener Ole Hartling.

Spis sundt. Løb en tur. Husk at blive tjekket for kræft og andre dårligdomme.

Tidens mange formaninger lægger op til, at hvis vi gør os umage, kan vi forhindre sygdom. Ja, faktisk næsten undgå døden. Men det holder ikke, fastslår Ole Hartling, tidligere overlæge og formand for Etisk Råd.

»Vi lever med en forestilling om, at vi har magten over liv og død, og lykkes det ikke at undgå sygdom, er det faktisk vores egen skyld – og giver en god portion dårlig samvittighed,« siger han, der ikke vurderer, at den massive og teknologiske udvikling inden for medicinen er den primære forklaring på den generelle holdning.

»For 100 år siden affandt man sig med livets tilskikkelser, men vi lever også i et andet jubilæumsår: For 50 år siden forandrede ungdomsoprøret vores syn på tilværelsen. Ganske paradoksalt, egentlig, for mens oprørets paroler handlede om fællesskab og kollektivisme, var grundkernen individet og dets muligheder,« siger Hartling som en afgørende forklaring på, hvorfor det moderne menneske tror, det har magten over liv og død.

»Vi har ikke magten over liv og død, og vi kan ikke udstede leveregler for, hvordan man opnår det gode liv og den gode død. Kun læne os op ad, at det gode liv i virkeligheden har at gøre med det, vi ikke kan styre: kærlighed.,« siger han og tilføjer: »Kærligheden er ufortjent og kan ikke styres, men er grundlaget for det gode liv. Og den gode død. Når folk, som har haft et brydsomt liv med sygdom og modgang, kan sige, at de har haft et godt liv, er det, fordi de er blevet elsket og har elsket.«