Jeg har ikke kæmpet i 5 måneder for nu at stikke halen mellem benene og svigte lærerne
Chefforhandler for Danmarks Lærerforening kommer med forklaring til medlemmer i åbent brev.
Fredag ved middagstid kom der en aftale på plads for det kommunale område. En af de ting, der på trods af et stort ønske fra Danmarks Lærerforenings medlemmer ikke blev ændret, er lærernes arbejdstidsaftale. I stedet bliver der lavet en kommision, der skal undersøge lærernes arbejdsforhold.
Det har fra start været et mål fra lærernes side at få afskaffet lov 409, der trådte i kraft i august 2014. Det lykkedes dog ikke chefforhandler Anders Bondo Christensen, og lørdag aften har han sendt et medlemsbrev ud til medlemmerne af Danmarks Lærerforening.
»Det lykkedes os ikke at få erstattet lov 409. I stedet har vi aftalt en periodeforhandling og et samarbejde om en ”Ny Start”. Det har skabt en stor skuffelse hos mange. Det har jeg som sagt stor forståelse for. Mange giver udtryk for, at jeg og Danmarks Lærerforening har svigtet,« skriver formanden på foreningens hjemmeside.
Anders Bondo Christensen forklarer, at den kommision, der bliver nedsat for at fremlægge anbefalinger og forslag til løsninger, har til formål at skabe den størst mulige kvalitet i undervisningen og understøtte arbejdsmiljøet. Kommisionens rapportering skal danne baggrund for OK-forhandlingerne i 2021.
Formanden forklarer i brevet til medlemmerne, at han ikke så andre muligheder ved forhandlingerne, og at en eventuel konflikt altså ikke ville gavne medlemmernes arbejdsvilkår. Han skriver, at det har været nødvendigt at tænke i alternative løsninger i forhandlingerne.
»Når vi har tænkt i alternative løsninger, er det derfor hverken, fordi vi har opgivet, fordi vi svigter, eller fordi vi ikke har forstået, hvor alvorlig situationen er på mange arbejdspladser.«
Anders Bondo Christensen skrev lørdag aften på sin Twitter-profil inde fra Forligsinstitutionen, at han gør hvad han kan for at tjene lærerne bedst muligt.
»Jeg har ikke kæmpet i 5 måneder for nu at stikke halen mellem benene og svigte lærerne. Jeg gør det som jeg med al min erfaring, kampgejst og engagement mener tjener lærerne bedst.«
Og selvom flere lærere erkender Anders Bondo Christensens indsats ved forhandlingsbordet, falder aftalen ikke i god jord. Der er fortsat utilfredshed om lærernes manglende arbejdstidsaftale. Og derfor vil der på trods af formandens indsats blive stemt nej. Det bedyrer en bruger på Twitter lørdag aften.
»Jeg konstaterer, at min arbejdsgiver mener, at jeg ikke skal have en aftale om min arbejdstid. Det har resten af landets lønmodtagere ellers. Det bliver et NEJ herfra.«