Kommunal chefforhandler forlod Forligsen pga. »skrivepause«
Anders Bondo Christensen forlod ved middagstid Forligsinstitutionen.
Kort efter kl. 12 - omkring to timer efter at lørdagens forhandlinger var gået i gang - forlod en af chefforhandlerne for de kommunalt ansatte, Anders Bondo Christensen, pludselig Forligsinstitutionen.
Til journalisterne, heriblandt TV 2 News', udenfor bygningen kunne han fortælle, at der var blevet erklæret »skrivepause« til arbejdsgiversiden, og at han derfor ville bruge tiden på noget andet.
Han skal være gået til møde med sit bagland i Danmarks Lærerforening, som han er formand for.
Om det betyder, at man er tættere på at indgå overenskomstaftaler for de offentligt ansatte, ville han over for tv-kanalen ikke sige noget om.
Ifølge Ekstra Bladet er der pause indtil kl. 13.30.
Parterne har frem til 1. maj til at nå til enighed om en ny overenskomst. Sker det ikke, kan en strejke bryde ud den 6. maj og en lockout den 12. maj. Når som helst kan forligsmanden dog erklære et sammenbrud i forhandlingerne, hvis de ikke rykker sig.
I det tilfælde kan en storkonflikt bryde ud fem dage senere.
Ca. 100.000 offentlige ansatte er klar til at gå i strejke, mens ca. 440.000 offentlige ansatte kan blive lockoutet.