Fortsæt til indhold
Indland

Danmarks sidste telefonboks er blevet fjernet: »Det er 120 års historie, der slutter«

Den sidste telefonboks stod på Lille Torv i Aarhus.

Inden mobiltelefonens tid var det ikke kun for Superman, at telefonbokse var uundværlige.

I løbet af de seneste 10 år er de karakteristiske metalkasser imidlertid blevet fjernet fra gader rundt omkring i Danmark, og fredag kom turen til den allersidste telefonboks.

Den har indtil nu stået på Lille Torv i Aarhus.

»Det er 120 års historie, der slutter,«, siger Michael Hardrup, der er direktør i Danske Mønttelefoner, til TV 2 Østjylland.

Siden 2010 har Danske Mønttelefoner stået for driften af mønt- og betalingstelefoner i Danmark, efter ansvaret tidligere lå hos TDC.

Antallet er telefonbokse er faldet fra cirka 3000 i 2007 til knap 200 i 2013.

Telefonboksen fra Lille Torv i Aarhus kommer fremover til at stå hos Dennis Birkelund Jensen, der har stået for at tage telefonboksene ned.

Artiklens emner
TDC