Fik ransaget sit hjem fem gange i Emilie Meng-sagen - har fået nej til yderligere erstatning
Manden, der har følt sig udsat for mistænkeliggørelse, har anket sagen til landsretten.
Der kan ikke blive tale om yderligere erstatning fra anklagemyndigheden til en mand, der gentagne gange har fået ransaget sit hjem i sagen om drabet på den 17-årige Emilie Meng fra Korsør.
Det har retten i Næstved afgort onsdag, skriver DR.
Manden havde krævet en erstatning på 75.000 kr. for den mistænkeliggørelse, han blev udsat for i forbindelse med de i alt fem ransagninger. Det skabte nemlig stor presseomtale og - efter hans eget udsagn - negativ fokus på hans person. Han har bl.a. fortalt i flere medier, at han har været udsat for civil efterforskning fra folk i nabolaget, som angiveligt har overvåget og aflyttet hans bolig.
I retten blev der især lagt vægt på den femte og sidste ransagning. Den skete mod beboerens vilje, og derfor måtte politiet ifølge DR sigte ham for at gennemføre ransagningen i oktober 2016. Politiet fandt dog ingen spor af den dengang forsvundne Emilie Meng.
Ifølge mandens advokat, har politiet overskredet en grænse, der bør udløse en erstatning. Den vedvarende fokus har, siger advokaten, haft store konsekvenser for hans klients liv.
»Det er jo helt utroligt, at han har kunnet holde til det her. Da jeg kom i kontakt med ham lige efter den femte ransagning, var han ved at gå psykisk ned. Han kunne simpelthen ikke holde til det. Hver gang han kiggede ud af døren, stod pressen udenfor,« sagde advokaten, Steen Djurtoft, forud for retsmødet til DR.
I forvejen har beboeren fået en erstatning i form af et standardbeløb på 1.200 kr. for hver ransagning, og i retten mente man ikke, at han skulle modtage yderligere erstatning for mistænkeliggørelse og for at have pådraget sig mediernes opmærksomhed i forbindelse med politiets arbejde.
Det betyder dog ikke, at der er sat punktum i sagen, der nu er blevet anket til landsretten.
Den 17-årige Emilie Meng blev fundet død i en sø ved Borup på Midtsjælland den 25. december 2016. Politiet har endnu ikke fundet en drabsmand, men har ved flere lejligheder siden opfordret borgere til at blive ved med at henvende sig med informationer, der kan hjælpe i efterforskningen.