Peter Madsen-forsvarer sår tvivl om ubådseksperts uvildighed
Betina Hald Engmark kritiserer brugen af orlogskaptajn Ditte Dyreborg som ekspertvidne.
Den tiende retsdag i sagen mod Peter Madsen bliver brugt til at dokumentere de beviser, som forsvarer og anklager mener bør indgå i sagen.
I den forbindelse oplæste forsvarer Betina Hald Engmark en længere email, som hun skrev efter fremsendelsen af en rapport fra Ditte Dyreborg, som tidligere har vidnet i sagen. Det skete dog ikke med forsvarets velsignelse, fremgik det af mailen, som Betina Hald Engmark i hastigt tempo læste højt for retten.
Ditte Dyreborg udtalte i sit vidneudsagn, at hun ikke fandt det sandsynligt, at Kim Wall kunne være omkommet som følge af kulilteforgiftning i ubåden.
I mailen fra Betina Hald Engmark kritiserede forsvareren dog brugen af orlogskaptajnen som ekspert, da denne efter hendes mening ikke ved nok om hjemmebyggede ubåde og i øvrigt ikke kan betegnes som uvildig, da hun både udtalte sig om emner, som man ifølge Betina Hald Engmark burde have en lægefaglig uddannelse for at ytre sig om, og fordi Dyreborg tidligere var kommet med udtalelser om Madsen, som viste, at hun ikke havde et objektivt syn på ham.
Peter Madsen har svaret igen på Ditte Dyreborgs rapport med en syv sider lang ditto og i mailen forlangte Betina Hald Engmark, at man indhentede »uvildige objektive erklæringer,« da »vidnet ikke er ekspert i denne sag, hvor der er tale om en mindre personubåd.«
Hun læste desuden højt, at Dyreborgs rapport var »behæftet med en lang række fejl« og gennemgik flere af de punkter, hvor forsvaret mente, at orlogskaptajnen tog fejl og ikke havde undersøgt ubåden godt nok.
Dyreborgs rapport var bl.a. baseret på et kompendium om ubåden Nautilus, som Betina Hald Engmark beskrev som »udelukkende udtryk for hvilken ubåd man ønskede Nautilus skulle være i fremtiden og ikke udtryk for den aktuelle tilstand.«
Også under Ditte Dyreborgs vidneudsagn satte forsvareren spørgsmåltegn ved orlogskaptajnens kendskab til amatørubåde og mente, at mange af vidnets konklusioner bygger på forkerte fakta.