Fortsæt til indhold
Indland

Lovændring vedtaget: Passiv dødshjælp skal sikre patienterne en værdig død

En netop vedtaget lovændring gør det nemmere for alvorligt syge patienter at vælge livet fra, hvis de ønsker det.

Det er ofte kilden til mange etiske diskussioner. Hvorvidt alvorligt syge patienter skal have mulighed for at fremskynde deres død - uanset hvordan deres fremtidsmuligheder end måtte se ud.

Den diskussion har tirsdag eftermiddag været oppe at vende i Folketinget.

Her har et bredt flertal endegyldigt vedtaget lovforslag L99, der betyder, at patienter fremover skal have ret til egenhændigt at træffe beslutningen om, at man ikke længere ønsker at holdes i live med livsforlængende behandling.

En beslutning, som sundhedspersonalet under alle omstændigheder skal respektere.

Det skriver TV2.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) forklarer, at den faglige vurdering hidtil har vægtet tungere end retten til selv at bestemme, hvornår døden skal indtræffe.

Hun glæder sig derfor over, at den nye aftale giver den enkelte borger mere selvbestemmelse og sikrer en værdig død.

Det gælder for eksempel de alvorligt syge patienter, der kun trækker vejret gennem en respirator. Med lovændringen i hånden har de suverænt mandat til at bestemme, om respiratoren skal slukkes.

Hos Ældre Sagen ser man også frem til, at den nye lovændring træder i kraft.

»Nu bliver det tydeliggjort, at man har ret til at sige nej tak, hvis man hellere vil bruge de kræfter, man har tilbage, på for eksempel at være sammen med familien,« siger vicedirektør i Ældre Sagen, Michael Teit Nielsen.

Ellen Trane Nørby understreger dog, at der ikke er tale om den aktive dødshjælp, man kender fra eksempelvis Holland.

»Det her handler ikke om, at man skal kunne bestille sin død, men det handler om at øge selvbestemmelsen i forhold til, hvornår man eksempelvis ønsker at stoppe en behandling,« siger ministeren.

Hun mener derfor, at ”passiv dødshjælp” er en mere passende betegnelse for den praksis, der nu bliver indført.