To børn bortført: Det ene blev fundet, men for forældrene tog livet siden en tragisk drejning

»Må jeg udtrykke min store glæde over Tinas tilbagekomst. De har bestandigt været i mine tanker i disse fire uger, og nu ønsker jeg til lykke også med fruens fødselsdag.«

Afsender: Kong Frederik IX.

Modtagere: Hanne & Peter Wiegels.

Telegrammet er dateret den 12. januar 1966.

Dagen før blev parrets bortførte datter Tina fundet i god behold hos en kvinde i Helsingør, og ikke nok med at kongen gratulerede – han inviterede også den lille lykkelige familie i audiens på Amalienborg.

At også kongehuset reagerede på sagens lykkelige udgang, siger alt om, hvor kolossal en bevågenhed sagen dengang havde i medierne og dermed i hele den danske befolkning.

Tina-sagen er nu genstand for en ny bog skrevet af journalisten og forfatteren Peer Kaae, der i samme bog går tæt på endnu en bortførelsessag fra 1960’erne: Bortførelsen af den to en halv måned gamle dreng Basse i Odense. En sag, der aldrig er opklaret, og som stadig her i 52-året er indhyllet i megen mystik og rummer langt flere spørgsmål end svar.

Om Basse-sagen siger Peer Kaae – der tidligere blandt andet har skrevet bøger om dobbeltmordet på Peter Bangsvej i København og om Højbjerg-mordet i Aarhus – til Jyllands-Posten:

»Det er den til dato mest mystiske sag, jeg har arbejdet med. Jo længere jeg kom ind i det, jo mindre forstod jeg – og det gør jeg stadigvæk ikke.«

Men først skal det handle om bortførelsen af Tina Wiegels.

Tirsdag den 14. december 1965 bevægede den da 23-årige nybagte mor Hanne Wiegels sig ind i juleproppede Daells Varehus i Fiolstræde i København for hurtigt at gøre et par indkøb. Klokken havde lige passeret 13:00, og hun ankom til varehuset med sin lille datter Tina sovende i barnevognen. Da hun ikke vil vække hende, parkerede hun barnevognen ved indgangen og hastede ind i forbrugermylderet.

Da hun kort tid efter vendte tilbage, opdagede hun til sin store rædsel, at barnevognen var væk. Politiet blev alarmeret, og vognen blev senere fundet i en baggård – men uden Tina.

Dette blev startskuddet til en ekstremt intens jagt på barn og bortfører. En jagt, der i de næste mange dage fyldte alle medier og var dagens foretrukne samtaleemne i alle samfundslag.

I løbet af de følgende næsten fire uger satte politiet 100 mand på sagen, og der blev foretaget tæt på 1.400 afhøringer. Undervejs stod de ulykkelige forældre adskillige gange frem i medierne med gribende appeller til bortføreren og til personer, der havde set eller vidste noget, der kunne bringe deres lille datter tilbage i god behold. Selv statsminister Jens Otto Krag nævnte Tina i sin nytårstale.

Det væltede ind med henvendelser, men det ene spor efter det andet var koldt.

Flere og flere begyndte tvivle på, om den lille pige stadig levede, men så leverede en ung værftsarbejder fra Helsingør et spor, der siden førte til sagens opklaring.

Den unge mands kollega, som han også var i familie med, var den 14. december uventet blevet far, men – fornemmede værftsarbejderen – der var noget, der bare slet, slet ikke stemte.

For det første kom det bag på de fleste, at hans kone Conny overhovedet havde været gravid, og for det andet målte den angiveligt nyfødte dreng allerede 52 centimeter og vejede over 6 kilo.

Efter moden overvejelse skrev og sendte han derfor et længere brev til politiet. Det skete allerede den 29. december, men først den 11. januar nåede brevet øverst i stakken med henvendelser, og politiet i Helsingør sendte to betjente ud til ægteparret Conny og Leif.

Kvinden var alene hjemme med sin datter. Efter at have talt med hende og kigget lidt rundt i lejligheden, var betjentene overbeviste om, at pigen, som den unge kvinde holdt favnen, det var den bortførte Tina.

De konfronterede kvinden med deres mistanke, og hun tilstod hurtigt, at det var Tina, og at hun havde bortført hende.

Wiegels-parret blev forenet med deres datter, og mens både de og resten af nationen jublede over opklaringen, fik politiet i de næste dage trevlet Connys triste historie op.

Parret boede sammen i en mindre lejlighed i Helsingør. Leif arbejdede på værftet, og stor var glæden hos dem begge, da Conny meddelte, at hun var gravid. De købte både babytøj og udstyr, så alt var klart til den lykkelige begivenhed.

Fødslen var sat til november, men ulykkeligvis aborterede hun en dag, da hun var alene i lejligheden. Blandt andet drevet af angst for, at Leif ville forlade hende, besluttede hun at slette alle spor efter aborten og fastholde, at hun var gravid.

At man ikke kunne se på hende, at hun var gravid, forklarede hun med, at barnet vendte forkert. Den ene løgn afløste den anden, men på overfladen var alt godt, og de giftede sig i oktober.

I december indså hun, at hun måtte gøre noget drastisk for at bevare løgnen, og den 14. december tog hun ind til København, bortførte Tina og tog hende med tilbage til lejligheden i Helsingør.

Da Leif vendte hjem fra job sidst på eftermiddagen, lå hun i sengen med Tina i sine arme. Hun fortalte glædestrålende den overraskede mand, at hun tidligere på dagen – assisteret af en jordemoder – havde født pigen i sengen.

Både Leif og deres familie og venner undrede sig blandt meget andet over, at pigen var så stor, men alle slog det i første omgang hen med, at Conny var gået en måned over tid.

Senere blev Conny idømt to års fængsel, men parret holdt sammen og stiftede siden familie.

Wiegels-familien besluttede nogle uger senere at trække sig helt ud af mediernes skånselsløse søgelys, og de slog sig siden ned på Fyn. Da Peter mistede sit job i Odense, fik han ansættelse på tæppefabrikken i Gram og valgte at pendle frem og tilbage mellem hjem og arbejde.

Her kunne den offentlige historie om Wiegels-parret og deres lille datter være endt, men det gjorde den ulykkeligvis ikke.

Den sønderjyske tragedie

Torsdag den 27. maj 1976 bragte Jyllands-Posten gemt væk på side 8 under overskriften ”Jalousidrama endte med drab” en udvidet note, der berettede om et voldsomt jalousidrama, der i en sønderjysk villa kom helt ud af kontrol.

I villaen boede en frasepareret kvinde, der den 26. maj havde aftalt et møde med sin tidligere partner i huset. Men samme dag blev hun af en 38-årig mandlig kollega inviteret ud at spise om aftenen, og hun glemte alt om aftalen med eksmanden.

Da manden dukkede op, var huset tomt, men i stuen fandt han to glas. Ude af sig selv af jalousi besluttede han sig for at vente på hende. Senere på aftenen dukkede ekskonen op med sin kollega, og det kom til håndgemæng. Så voldsomt blev det, at hun stak af sammen med kollegaen. Den rasende eksmand spurtede efter kvindens kollega og stak ham brutalt ihjel med en kniv.

Offeret var Tinas far: Peter Wiegels.

Men hverken i nævnte notits eller i to endnu mindre notitser bragt i JP på side 8 i juli og september kædes Wiegels sammen med sagen om hans bortførte datter, der 10 år tidligere i flere uger i den grad dominerede de danske medier.

Kun Ekstra Bladet og BT koblede i en bisætning Wiegels sammen med datteren Tina, og i senere genfortællinger af sagen nævnes Peter Wiegels triste skæbne ikke.

»Jeg tror ikke, at det var en beslutning, der blev truffet i mediehusene. Jeg tror simpelthen, at det handler om uvidenhed og manglende research,« siger Peer Kaae.

Drengen med den ustabile far

Mens alle tilbage i februar 1966 stadig glædede sig over, at bortførte Tina blev genforenet med sine forældre, blev Danmark den 7. februar 1966 ramt af endnu en børnebortførelsessag:

Den blot tre måneder gamle dreng, som forældrene kaldte for Basse, indtil han skulle døbes Keld Erik, blev foran børnetøjsforretningen Lisa i Odenses centrum fjernet fra sin barnevogn.

Da drengens mor – Anna – opdagede, at Basse var væk, løb hun tilbage til forretningen, og allerede inden politiet talstærkt mødte op, var der gang i en større privat eftersøgning. Men alle bestræbelser til trods var og blev den lille dreng sporløst forsvundet.

I de første uger fik Basse-sagen den samme massive mediedækning som Tina-sagen, men på trods af en intens menneskejagt lykkedes det ikke for politiet at få et gennembrud i sagen: Basse var sporløst forsvundet, og politiets efterforskning førte ingen steder.

Basses far, Børge, boede og arbejdede i Jylland, hvorfor parret ikke boede sammen, men de havde besluttet at gifte sig.

Allerede fra starten adskilte Basse-sagen sig på flere markante punkter fra Tina-sagen.

Der fandtes således ingen billeder af den lille dreng, og hans forældre var generelt ikke meget for at stå frem i medierne.

Allerede efter et par dage kom Børge således i håndgemæng med en journalist på trappen op til parrets lejlighed. Dagen efter forsvandt han: Han forlod Anna og forsvandt helt ud af sagen om sin forsvundne søn.

De gange, da Anna lod sig interviewe af aviser eller på tv, virkede hun efter manges mening ikke specielt ked af det, og hun græd aldrig offentligt.

Dette var i den grad ved til rygtesmedenes bål, og i takt med at politiet ingen vegne kom med opklaringen, mente flere og flere, at det var Anna selv, der måtte stå bag bortførelsen af Basse.

Peer Kaae har kulegravet Basse-sagen, og uden at han på nogen måde hævder at have opklaret sagen er han på flere punkter i stand til at tilføre den aldrig opklarede, komplicerede sag nye interessante aspekter.

Blandt de centrale spørgsmål i sagen, som Peer Kaae søger at besvare, er blandt andet:

Var Anna involveret i sin lille søns sporløse forsvinding?

Hvad blev der af faren – Børge – og hvem var han i det hele taget?

Med afsæt i de mange rygter omkring Anna har forfatteren minutiøst gennemgået alle tilgængelige udtalelser fra kvinden og har siden afprøvet dem ud fra de metoder, som den amerikanske forsker Peter Hyatt har udviklet, og som blandt andet anvendes af CIA. Metoden kaldes Forensic Statement Analysis og anvendes til at analysere en mistænkts eller et vidnes forklaringer. På baggrund af analysen er det muligt at sandsynliggøre, om vedkommende taler sandt eller lyver.

En gennemgang af Annas udtalelser synes ifølge Peer Kaae at bekræfte, at politiet tilbage i 1960’erne havde ret, da man konkluderede, at Anna var et offer og intet havde med bortførelsen at gøre.

Ud over dette satte Peer Kaae sig for at finde ud af, hvad der skete med den forsvundne Børge, og desuden danne sig et indtryk af, hvem manden var.

Også dette lykkedes i al væsentlighed.

Inden Børge mødte Anna, og de fik en søn sammen, havde han været gift med en jysk kvinde ved navn Conny. Da hun en dag fortalte ham, at hun var gravid, meddelte han iskoldt, at så måtte han forlade hende – og det gjorde han.

I 1965 fødte hun datteren Yvonne og blev formelt skilt fra Børge.

Da hun siden læste om bortførelsen af Basse, fik hun at vide, at det var Børges søn. Han ønskede ikke at tale med hende om det, og han forsvandt sporløst efter et besøg hos sine forældre. Siden viste det sig, at han ad omveje var rejst til Canada, hvor han stiftede en ny familie.

I sommeren 1973 dukkede han pludselig op ved havelågen hos Conny og hilste her for første gang på sin dengang niårige datter Yvonne, som legede i haven.

Han lovede mor og datter guld og grønne skove, men det var kun tom snak, og han levede aldrig op til hverken løfter eller ansvar.

I årene, der kom, havde Børge det med pludselig at dukke uanmeldt op til diverse begivenheder i sin egen og i sin tidligere familie.

Han er i dag 89 år, fraskilt og bor i Vancouver i Canada.

Anna bor et sted på Sjælland.

Ligesom med mange andre af de to sagers medvirkende har Peer Kaae i forbindelse med sin bog været i kontakt med dem begge, men ingen af dem ønsker i dag at stå frem.

Dog har Børge via Facebook sendt denne lidt kryptiske meddelelse til Peer Kaae:

»Har du været i kontakt med moderen? Jeg tror, at det er det bedste sted at begynde. Jeg har intet at tilføje til den sag. Man håber, at den en dag bliver oplyst. Og måske aldrig.«

Tina bor og lever i dag under et andet navn på Sjælland og ønsker ikke at stå frem.

Lever Basse et sted i Danmark uden at kende noget til sin herkomst?

Muligheden er absolut til stede.

Peer Kaae oplyser til Jyllands-Posten, at han er i fuld gang med en ny uopklaret dansk kriminalsag, men han ønsker ikke at gå i detaljer.

Hvad er det, der fascinerer dig ved disse uopklarede kriminalgåder?

»Det er altid spændende at åbne en boks og møde de mennesker, der har været involveret i en gådefuld sag med mange løse ender. Jeg føler hver gang, at jeg kommer et spadestik dybere i det at være menneske, når livet er sat på spidsen.«