Annonce
Indland

Flere politikere vil have færre folketingsmedlemmer

DF, LA og Venstre-nestor ønsker færre folketingsmedlemmer valgt til tinge.

Peter Kofod Poulsen (DF) mener, at der »sagtens« kan undværes 10-20-30 folketingsmedlemmer. Arkivfoto

Når man fra politisk hold beder danskerne om at løbe stærkere, bør man samtidig kigge indad.

Sådan lyder et af argumenterne fra Dansk Folkeparti og Liberal Alliance for, at der også i Folketinget kan effektiviseres ved at reducere antallet af medlemmer.

Det er i hvert fald ikke alle 179 medlemmer, der spiller en afgørende rolle i dag,
Leif Mikkelsen, , Gruppeformand LA

»Vi diskuterer hele tiden, hvordan kommuner, regioner og institutioner kan gøre tingene mere effektivt. Men diskussionen om, hvordan Folketinget skal være effektivt, er ikke en, man tager,« siger retsordfører Peter Kofod Poulsen (DF), der håber, at hans »debatoplæg« til Folketinget vil føre ændringer med sig.

Han vil ikke fastslå præcist, hvor mange af de i dag 179 medlemmer, der kan skæres bort, men mener, at der »sagtens« kan undværes 10-20-30 medlemmer.

LA’s gruppeformand, Leif Mikkelsen, er enig:

»Vi kunne fint klare os med væsentligt færre. Så længe man har en geografisk spredning ved valgene og fastholder kreds- og mandatinddelingen, kan man fint gøre det. Det er i hvert fald ikke alle 179 medlemmer, der spiller en afgørende rolle i dag.«

Opbakning fra V-nestor

Også Folketingets længstsiddende medlem, Bertel Haarder (V), bakker op:

»Der er blevet mindre arbejde, i takt med at mere er lagt ud til kommunerne og EU. Jeg beskylder ikke et eneste folketingsmedlem for at drive den af. De har langt mere end en 37 timers arbejdsuge. Spørgsmålet er, om vi kunne undvære nogle af opgaverne. Jeg mener, at vi kunne øge politikernes anseelse ved, at vi slanker os selv lidt,« siger Bertel Haarder og understreger, at et sådant forslag »selvfølgelig ville skulle vedtages med langt varsel«.

Imens fastslår eksperter, at forslaget sagtens kan gennemføres inden for grundlovens rammer:

»Rent juridisk er der ingen problemer. Både 20 og 30 færre ville være helt uproblematisk ift. grundloven, der blot foreskriver at der skal være op til 179 medlemmer,« siger Jørgen Albæk Jensen, professor på Juridisk Institut ved Aarhus Universitet.

Kasper Møller Hansen, valgforsker ved Københavns Universitet, er enig:

» Men det vil betyde, at de små partier får det sværere, fordi de i forvejen har mange ordførerskaber. Et parti, der sidder med over 30 mandater i folketinget, betyder det ikke så meget for.«

Peter Kofod Poulsen vil bl.a. rette forslaget til Folketingets formand, hans egen partifælle Pia Kjærsgaard (DF). Hun har i en tilsvarende debat for år tilbage selv talt varmt for idéen, noterer også Kofod Poulsen sig, men i dag har hun skiftet holdning, skriver hun til Jyllands-Posten:

»Jeg har tidligere givet udtryk for en indskrænkning af antallet af folketingsmedlemmer, men har ikke den holdning længere. 179 folketingsmedlemmer er selvfølgelig en del, men hele Danmark kan på den måde føle sig repræsenteret.«

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce
Bolig
Lån dit værktøj og køkkengrej og spar penge
I stedet for at købe og opbevare ting, som kun sjældent bliver brugt, kan du låne dem på biblioteket, hos naboen eller på låneportaler på nettet. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her