Annonce
Indland

Forbrugerrådet Tænk: Kosttilskud er i rigtig mange tilfælde spild af penge

Kendte mennesker bør være meget bevidste om deres ansvar, når de markedsfører kosttilskud, mener Forbrugerrådet Tænk.

Helsekostfirmaet Wellvita benytter sig af kendte mennesker i sin markedsføring af kosttilskud, bl.a. modeskaberen Erik Brandt, sexologen Joan Ørting og den tidligere Lykkehjulsvært Bengt Burg.

I rigtig mange tilfælde er kosttilskud spild af penge, for der er ikke dokumentation for, at de virker. Derfor bør kendte mennesker være påpasselige med, hvad de lægger navn til.

Sådan lyder det fra Forbrugerrådet Tænk, efter at Jyllands-Posten søndag fortalte om helsekostfirmaet Wellvita, som sælger kosttilskud, der angiveligt styrker alt fra blodomløb og potens til hukommelse og led. Firmaet har gennem årene fået mange sure smileyer for sin markedsføring, der inkluderer anbefalinger af forskellige produkter fra en række kendte mennesker.

Et grumset område

Hos Forbrugerrådet ser man ofte sager, hvor kosttilskud lover større virkning, end de kan levere.

Man har et ansvar som kendt person, og derfor bør kendisser nøje overveje, hvad de stiller op til, og hvad de vil forbindes med.
Camilla Udsen, seniorrådgiver, Forbrugerrådet Tænk

»Vi ser mange lovovertrædelser i kosttilskudsbranchen. Ofte er det udenlandske firmaer, men det er også danske virksomheder, der i høj grad bevæger sig i gråzonen og i nogle tilfælde går over grænsen og bruger anprisninger forkert. Det er et grumset område,« siger seniorrådgiver Camilla Udsen, Forbrugerrådet Tænk.

Hun mener, at forbrugerne skal gøre op, om kosttilskud er pengene værd:

»Der er rigtig meget tro i det. Man kan sagtens finde nogle eksempler på, at kosttilskud kan være fornuftige, men ofte vil det være sundere at få stoffet gennem den almindelige kost. Og i nogle tilfælde kan der være direkte skadelige eller mindre hensigtsmæssige virkninger ved at tage kosttilskud, fordi man får for meget af et stof.«

I sin markedsføring benytter Wellvita sig af kendte mennesker som sexologen Joan Ørting, eksfodboldspilleren Preben Elkjær, modeskaberen Erik Brandt og ekspolitikeren Mimi Stilling Jakobsen.

Sidstnævnte har for nylig været hovedperson i en sag, hvor Wellvita fik en bøde på 40.000 kr. af Fødevarestyrelsen for ikke at have rettet op på sin markedsføring af kosttilskuddet Safrosan. Her anpriste Wellvita bl.a. produktet med »bidrager til et positivt sind« og »med safran kan du hjælpe det positive sind på vej« og gav derved indtryk af, at man ved indtag af Safrosan kan løfte humøret.

»Grov overtrædelse«

»Man må ikke markedsføre fødevarer med sygdomsanprisninger. Det betragter vi som en grov overtrædelse, fordi det kunne få folk, der lider af alvorlige sygdomme, til at tage et kosttilskud og undlade at gå til lægen og få den rette medicin,« siger Christina Møller, specialkonsulent i Fødevarestyrelsens kosttilskudsgruppe.

I annoncen for Safrosan udtalte Mimi Stilling Jakobsen: »Jeg kæmper med manglende selvtillid«, og »Safrosan virker rigtig godt. Jeg har det godt humørmæssigt og sover også godt om natten«.

»Man har et ansvar som kendt person, og derfor bør kendisser nøje overveje, hvad de stiller op til, og hvad de vil forbindes med. Der er ingen tvivl om, at kendte personer, som er lidt oppe i årene, er en vigtig brik i markedsføringen af kosttilskud, fordi mange lidt ældre danskere har en stor interesse for at kunne holde sig sunde i alderdommen. De drømmer om et længere og sundere liv – og vil gerne føle sig yngre,« siger Camilla Udsen.

Der findes regler for, at læger og andet sundhedspersonale ikke må reklamere for f.eks. kosttilskud, men intet forhindrer sportsstjerner og sexologer at stå frem i kampagner for kosttilskud.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her