Ingen kender valgnatten, før knivene er tilbage i skuffen

Nå, så blev du vel borgmester, lød det søvnigt fra den ene side af dobbeltsengen, da Allerøds daværende borgmester Erik Lund (K) langt ud på valgnatten i 2009 kom hjem efter mange timers forhandlinger om posterne. Herunder hans egen.

»Nej, jeg blev taget i røven,« lød det bramfri svar.

Tumulten i Allerød, som endte med at sætte en anden konservativ – Jørgen Johansen – i borgmesterstolen, gentog sig i 2013, og Erik Lund er helt forberedt på, at brudte aftaler og bristede forventninger snildt kan blive en del af konstitueringen også denne gang i den nordsjællandske kommune.

»Det kan ikke undgå at skade samarbejdet i byrådet, og det er ikke kun vælgerne, som har en lang hukommelse. Det har politikere også,« som Erik Lund siger.

For når stemmerne er talt op, venter det drabelige slag om magten. Først og fremmest borgmesterposten, men udover førstemanden- eller damen samler der sig også krigerisk interesse om en lang række andre poster – ikke mindst formandsposterne i de stående udvalg og de bedste bestyrelsesben i f.eks. forsyningsselskaber og havnebestyrelser.

Derfor er valgnatten ofte sort og uigennemsigtig, og efter hvert valg ender konstitueringen i totalt drama i en håndfuld kommuner.

Hver gang er der meget på spil, og selv om det er svært at gradbøje rævekager og knivstikkeri, gjorde det særligt ondt på Nyborgs daværende borgmester, Erik Christensen (S), da han ved valget i 2013 tabte kæden. Ganske vist ikke på selve valgnatten, men først 10 dage efter valget.

»Det gjorde da særlig ondt, at det var en partifælle, som sprang i målet. Jeg havde ikke set det komme, men bliver ringet op og får beskeden om, at flertallet er vippet,« mindes han, der er i dag sidder i Folketinget for S.

Akkurat som sin lidelsesfælle fra Allerød beskriver han, at det kostede søvnløse nætter og nogle tabte kilo på sidebenene, da Jan Reimer Christiansen hoppede fra S til V.

Skader det politiske system

»Men det værste er ikke, at det gik ud over min person – det er jo ikke så interessant. Men den slags episoder skader det politiske system og forstærker den politikerlede og mistillid, som findes ude hos vælgerne,« siger Nyborgs forhenværende borgmester.

Den konklusion nikker professor Kasper Møller Hansen, Københavns Universitet, til, selv om han minder om, at det i hovedparten af landets 98 kommuner foregår stille, roligt og i god tone uden rævekager og knive i ryggen.

»Det ville svare til, at vi efter små 100 folketingsvalg havde en meget besværlig regeringsforhandling med drama og nogen, som måske skiftede side. Det er ikke noget stort demokratisk problem, men det er klart, at det fylder meget i debatten, selv om det kun går galt i ganske få kommuner,« siger han.

At bølgerne skvulper over nogle steder bør ikke undre så meget, siger professoren. De ledende politikere i byrådet sidder jo og forhandler om deres egne job, understreger han. Dertil kommer, at det handler om politik, holdninger og nogle gange ligefrem passion.

»Det er jo ikke en vandværksbestyrelse, hvor posterne skal fordeles. Der er meget på spil, og fordi byrådsmedlemmerne lever af at debattere og krydse holdninger, stiger temperamentet ofte på valgnatten. Og selvfølgelig kan der også nogle steder været opstået noget personfnidder, som kommer til fuld udblæsning på valgnatten,« siger han.

Men det kan være svært at forebygge skærmydslerne. Det viser historikken i Allerød, for efter balladen i 2009, hvor det var V og K, som var på kollisionskurs, forsøgte de to borgerlige partier i god tid inden valget i 2013 at klinke skårene.

Partiernes landsorganisationer blev inddraget, og der blev indgået og underskrevet en aftale, der skulle sikre borgerligt sammenhold. Den holdt som bekendt ikke valgnatten over.

»Det viser bare, at det nærmest er umuligt at gardere sig,« konstaterer Erik Lund tørt.

Ifølge valgprofessoren er det svært at regulere den frie forhandling på valgnatten, for de nyvalgte er alene bundet af deres personlige overbevisning – og ikke af hverken partidisciplin eller gamle aftaler. Desuden er der – i modsætning til en regeringsdannelse på Christiansborg – ikke formelle regler, som sætter rammerne for, hvordan det skal foregå.

Ingen dronningerunde

Der er ingen dronningerunde på rådhusene, og selv om det ofte er borgmesteren, som tager sig initiativretten til forhandlingerne, sidder der typisk også en anden politisk blok med den modsatte farve og gør sig sine overvejelser.

Når konstitueringen for alvor kommer til at koge, indebærer det ofte utraditionelle alliancer. Det kan den tidligere radikale trafik- og miljøborgmester i København Klaus Bondam tale med om. Efter valget i 2005 manglede R et mandat for at fastholde en borgmesterpost på rådhuset, og da timerne blev små, gik Bondam »en etage ned«.

»Selv om jeg var radikal med hjertet til venstre, gik jeg selvfølgelig efter at sikre mit parti mest mulig indflydelse. Derfor gik jeg en etage ned på rådhuset til de borgerlige,« fortæller han, der er direktør i Dansk Cyklist Forbund og har meldt sig helt ud af politik og af sit gamle parti.

Men turen ned ad trapperne blev ganske dyr, for prisen for at sikre sig en borgmesterpost på borgerlig opbakning indebar støtte fra Dansk Folkeparti. I den forudgående valgkamp havde De Radikale i København ellers lovet vælgerne at holde netop DF uden for indflydelse.

Derfor gav Bondams uventede manøvre store interne skænderier i det radikale bagland, og da valgnatten blev til dagen derpå, fik han selv kritikken at føle.

»Egentlig var jeg ganske godt tilfreds, for jeg havde sikret mit parti en post og dermed forbedret valgresultatet. Men da jeg næste dag sammen med de øvrige spidskandidater mødte op til debat i Publicistklubben, som der er tradition for, gik det op for mig, hvor stor vreden var,« husker han.

Når cyklistdirektøren i dag ser tilbage på forløbet, er han fortsat helt overbevist om, at han gjorde det rigtige ved at gå en etage ned og hente opbakning. Men han lægger ikke skjul på, at det også betød et farvel til politik.

»Det blev virkelig svært at sidde på Rådhuset. Jeg havde aldrig forestillet mig, at politik skulle være en livslang karriere for mig, men hele balladen efter konstitueringen fremskyndede nok min exit fra kommunalpolitik. Det var virkelig hårdt og ubehageligt dengang, selv om jeg – da tingene kom på afstand – har fået tilkendegivelser om, at jeg gjorde det rigtige. Der var faktisk nogen, som ikke længere så mig som lidt af en letvægter af en skuespiller, der havde forvildet mig ind på Rådhuset. Jeg fik ros for at være en rigtig politiker,« siger han, der forlod København og lokalpolitik 10 måneder inde i valgperioden til fordel for et job som leder af Det Danske Kulturinstitut i Bruxelles.

Tilliden har lidt et knæk

Men selv om sårene bløder, skal kommunen drives videre frem mod næste valg. I Allerød er Erik Lund ikke i tvivl om, at de dramatiske konstitueringer ved de seneste to valg stadig præger samarbejdet.

»De bliver mere smalle og tætte afgørelser, og det er ikke altid godt for kommunen. Det er svært at få det brede samarbejde til at fungere,« siger han, og fra Nyborg har Erik Christensen samme erindring om tiden efter kuppet mod ham.

»Tilliden har jo lidt et knæk, så derfor bliver tingene i højere grad kørt stramt efter reglerne. Det bliver mere stift, og det er ikke en fordel for det samarbejdende lokalstyre,« siger han.

I Center for Konfliktløsning arbejder Jesper Bastholm Munk med at løsne konfliktknuder, og han er ikke uvant med at arbejde i politiske organisationer. At politik kan give voldsomme konflikter ligger nærmest indbygget.

»Fordi politik er konfrontatorisk og handler om værdier. Det er virkelig hjerteblod og vigtige sager, som er i spil, så det er ikke underligt, at det kan slå gnister og give konflikter,« siger han og tilføjer, at politik tilmed er »meget personbåret«.

Når konfliktmægleren kommer på banen, arbejder han ikke mindst med den vindende part, for det er det parti eller blok, som løb med sejren, som har udspillet til et fremtidigt samarbejde.

Fast og blød bagefter

»Jeg plejer at sige, at man skal være fast på sagen og blød på personen. Forstået på den måde, at man skal stå ved sine holdninger, men samtidig have forståelse og empati, når det handler om de sårede følelser og oplevelsen af tab hos modparten,« siger Jesper Bastholm Munk.

Samtidig indebærer konfliktløsningen også et råd om, at flertallet skal forsøge at sætte sig lidt over på modstandernes bænkerække og forsøge at forstå, hvad der var deres position.

»Kan der være noget i modpartens holdning, som alligevel kan bruges? Det er jo sjældent fuldstændig sort-hvidt, og det kan være begyndelsen til en forsoning, hvis vinderen kommer taberen i møde,« siger konfliktmæglerens råd – bl.a. med henvisning til Pippi Langstrømpe:

»Hun siger jo, at fordi hun er så stærk, har hun også et stort ansvar,« siger han og understreger også nødvendigheden af at give tid. Igen er det den vindende part, som må udvise størst tålmodighed og ansvar.

»Der er virkelig mange sårede følelser efter en voldsom konflikt. Selv om det selvfølgelig ikke er gavnligt, at nogen bærer nag eller ønsker at gøre gengæld, så må man som vinder have forståelse for det og blive ved at med at arbejde på at genopbygge relationen til taberen. Politik er jo relationer, så det er afgørende – hvis samarbejdet skal fungere igen – at tilliden genopbygges,« siger Jesper Bastholm Munk.