Fortsæt til indhold
Indland

DMI: Koldeste vinter i fem år kan ramme Danmark

Prognosen skal ses i lyset af, at de seneste fire vintre har været milde.

Efter fire vintre med relativt mildt vejr, kan danskerne i år se frem til et år med køligere vejr, sne og muligvis skøjtevenlig is på søerne.

Det tegner til at blive den koldeste vinter i fem år. Sådan lyder det i en ny prognose fra DMI.

»Vintervejret vil dog fortsat mest være præget af mildt vejr fra vestlige retninger. Men i år vil det oftere blive afbrudt af køligere vejrtyper, som kigger forbi med både regn, slud eller sne. Der vil også komme perioder med koldt og mest tørt vintervejr. Det er i disse perioder, vi kan få lidt sne og muligheden for at stå på skøjter,« siger langtidsmeteorolog og vagtchef Martin Lindberg i forbindelse med DMI's prognose.

Samlet set er der dog mulighed for, at december ender mærkbart koldere, end vi har været vant til de seneste fire år. Mængden af nedbør - både i form af regn og sne - ser dog ud til at lande inden for normalen.

»Vi vil dog næppe opleve en streng vinter, som vi husker dem fra 80'erne. Det er mere sandsynligt, at vinteren vil ligne vinteren i 2012-2013,” siger Martin Lindberg.

Vejrinstituttet forklarer på sin hjemmeside, at det er polarhvirvlen, der i høj grad er styrende for, hvordan vintervejret bliver. Polarhvirvlen etableres hver vinter ved Nordpolen, og når den har vokset sig stærk, bliver jetstrømmen over Atlanterhavet kraftig, hvilket medfører et blæsende og vådt - men også mildt vejr - i Danmark.

Når polarhvirvlen til gengæld er svækket, uregelmæssig eller forskudt fra den normale placering, kan kold, arktisk luft strømme sydpå mod Danmark.

Aktuelt er der flere tegn på, at polarhvirvlen svækkes, skriver DMI.

Ifølge klimanormalen fra 1961-1990 har gennemsnitstemperaturen for hele vinteren ligget på på 0,5 grader. De seneste år har det dog været varmere. Dekadenormalen fra 2006-2015 viser en gennemsnitstemperatur på 1,7 grader, viser DMI's statistik for 2016.

Fra 2013-2016 lå middeltemperaturen på 3,2 grader.

Også for de kommende uger ser temperaturen ud til at ligge lidt under normalen. Ifølge den aktuelle månedsprognose kan der fra uge 47 falde tøsne, og det vil blive ca. 2 grader koldere end normalt for årstiden. I uge 48 og 49, hvor prognosen imidlertid er meget usikker, bliver der spået om mulige lokale snebyger i slutningen af perioden.

I den mere langsigtede prognose lyder det, at der i januar og februar kan være så langstrakte kuldeperioder, at der kommer skøjteis på de danske søer.

Artiklens emner
DMI