Øen er forandret, men kongen er den samme lidt endnu

Det var blevet nat, da Jørgen Otto Jørgensen pludselig fik et tilbud.

Valget var gået over al forventning, og da stemmerne var talt op, stod det klart, at skoleinspektøren havde sprængt den socialdemokratiske liste. Aldrig tidligere havde han stillet op, og målet var egentlig bare en plads i byrådet. Nu ville et flertal i stedet gøre ham til borgmester i Ærøskøbing.

Han fik en halv time til at beslutte sig, og først da konen var blevet taget med på råd, takkede han ja.

Det var i 1997. Dengang Ærø havde fire skoler, to kommuner og knap 8.000 indbyggere. To årtier senere har alt det ændret sig.

»Vi kan jo ikke nå det hele,« indleder Jørgen Otto Jørgensen, da han uden for rådhuset sætter sig ind bilen.

I hånden har han en liste med otte udvalgte destinationer, der bag den blå blæk og sirlige håndskift hver gemmer på en fortælling om hans tid i spidsen for øen.

Punkt et og punkt fem

Efter kommunalvalget vil han endeligt forlade borgmesterkontoret, men inden da har han lovet at vise rundt i et lille, komprimeret stykke danmarkshistorie.

Som en præst kender sin bibel, kender Jørgen Otto Jørgensen sin ø. Her handler historierne bare ikke om stentavler, disciple og tornekroninger, men forelskede turister, skolelukninger og hjemmearbejdspladser.

Da bilen på vej fra Ærøskøbing til Søby passerer et af de utallige, stråtækte landsteder, peger Jørgen Otto Jørgensen ud af forruden.

»Der er en tysk familie, som har lavet et yogastudie derinde,« fortæller han.

Meter senere står en grå ejendom fra mellemkrigsårene i vejkanten.

»Her bor en tysk kunstner, og i det næste hus, lige der, bor faktisk også en tysk familie. Vi kalder vejen for Sesamstraße,« siger han.

Som de fleste ældre ærøboer er han vokset op med dukkeprogrammet af samme navn på tysk børne-tv, men det er en helt anden historie.

Elfærgen - øens nye stolthed

For selvom meget for tiden drejer sig om tilflyttere, er turens første mål ikke de kreative tyskere, men et stykke teknologi, som Jørgen Otto Jørgensen er stolt af, at Ærø har sat sig i spidsen for at frembringe.

Rødbrun i farven er det 60 meter lange skrog ankommet til Søby Værft, hvor færgen skal bygges færdig. Næste forår skal den gerne sejle til Als kun drevet af el, og hvis alt fungerer, vil det være et stort fremskridt – ikke kun herhjemme.

»Jeg har været nødt til at følge projektet tæt, for hvis det ikke lykkes, så ved jeg godt, hvad de siger derinde.«

Fra spidsen af indermolen nikker han tilbage i retning mod havnen, hvor der i 1997 stadig lå mere end et dusin aktive fiskekuttere, men nu er kun en håndfuld tilbage.

»Hva’ saw’ vi,« imiterer han den lokale dialekt.

Elfærgen koster 197 mio. kr. at udvikle. Knap 40 pct. kommer fra kommunekassen, mens størstedelen er støtte fra EU.

Selvom det kan være svært at forstå, hvorfor »et lille samfund skal eksperimentere så meget«, som den 72-årige marstaller Lis senere formulerer det, handler det for Jørgen Otto Jørgensen om, at øen ikke bare skal følge med udviklingen.

I starten af forrige århundrede sakkede Ærø bagud, da dampmotoren erstattede sejlet. Med et forestående skift fra diesel til el – også på vandet – har de nu muligheden for at komme på forkant.

Måske bliver Ærø for søfarten, hvad Tesla er for bilismen. I hvert fald vil han ikke afvise, at der skal bygges flere elfærger.

»Det handler om at vise, hvordan vi også kan udvikle os på det maritime område,« forklarer Jørgen Otto Jørgensen.

I øens modsatte ende står et eksempel på, at ærøboerne faktisk kan gennemføre, hvad de sætter sig for. Solvarmeanlægget uden for Marstal blev etableret i 1996 og er senere udvidet to gange. De tusinder af sorte paneler fylder nu mere end tre hektar, og anlægget var i mange år verdens største.

Punkt to og punkt tre

Imellem elfærgen i Søby og anlægget i Marstal passerer vi yderlige tre punkter på Jørgen Otto Jørgensens liste. To af dem ligger på den samme gade i landsbyen Bregninge.

Her kan Jørgen Otto Jørgensen fortælle, hvordan monarken engang i det forrige århundrede drak kaffe på byens kongeligt privilegerede kro. I dag har beværtningens maling sluppet murstenene, og stenene flere steder også muren.

»Det er en blomstrende landsby, og så ligger der sådan en øjebæ. Det er en skændsel, men vi kan kun gøre noget, hvis det er til fare for mennesker,« fortæller han.

Sidste år rev kommunen 13 huse ned, og efter nytår vil de bruge 1,7 mio. kr. mere på at fjerne faldefærdige ejendomme.

Kroens symbolske modsætning, Tilflytterhuset, befinder sig et par hundrede meter nede ad vejen. I 2011 blev nedrivningspuljen nemlig brugt på at renovere en af de rønner, den skulle have sendt ud i glemslen.

Siden har 13 familier boet i huset for at afprøve ølivet i fire måneder. 10 af dem er efterfølgende flyttet til Ærø, og i hvert fald fem af familierne bor der endnu.

Uden dem havde der måske kun været 6.159 – ikke 6.177 – ærøboer i dag.

Forskellen kan lyde lille, men i en kommune, der lægger flere i graven end den navngiver, tæller hver og én. I forvejen har øen mistet hver femte beboer siden 1997.

Tilflytterhusets nuværende beboer, Dan Bograd, åbner venligt døren, men beklager, at han ikke har tid til at tale. Det er onsdag middag, og han er på arbejde i den virksomhed, han selv har bragt med til øen.

Med de ord i frisk hukommelse begynder Jørgen Otto Jørgensen på vej ud ad indkørslen at fortælle om øens nye, hurtige fiberkabler. Han mener, at de vil give arbejdspladser – eller i hvert fald muliggøre dem.

For i dag er det langt hen ad vejen tilflytterne selv, der skaber deres arbejde, og det er en af de ting, som virkelig har ændret sig siden 1997.

Dengang kom folk kun, hvis der var en ledig stilling på øen. Nu er det nærheden og de bløde værdier, der trækker, fortæller Jørgen Otto Jørgensen.

Punkt fire, punkt seks og punkt syv

Fra Bregninge passerer vi videre igennem Tranderup, hvor en lille familiekøbmand har set centraliseringen i øjnene og overlevet. Det er mere, end man kan sige om skolen i nabobyen Rise.

For 10 år siden var der næsten 1.600 folkeskoler landet over, men efter strukturreformen er hver femte forsvundet – på Ærø er det tre af fire.

Selv tillader Jørgen Otto Jørgensen sig ikke mere end et »det var naturligvis hårdt«, når han taler om lukningen af Ærøskøbing Skole, hvor han selv var ansat i 20 år.

Heller ikke lukningen af skolen i Søby eller i Rise, punkt fire på turlisten, lader til at tynge ham synderligt. Børnene blev færre og færre, og så var det bedre at stoppe, inden kvaliteten af undervisningen blev for ringe, som han siger.

Sidste år blev der kun født 15 børn på hele øen, og så er fire folkeskoler for meget – også selvom antallet af nyfødte ifølge borgmesteren nærmer sig det tredobbelte i år.

»40 børn kan du jo heller ikke dele ud på fire skoler,« konstaterer han.

I dag er 447 elever samlet i Marstal, mens knap 100 går på friskolen i Ærøskøbing.

Selvom det holdt hårdt, kan øens vigtigste uddannelsesinstitution dog stadig tilskrives den maritime arv.

Navigationsskolen i Marstal var i 2000 – ja, det var længe før politikerne talte om udflytning af uddannelser – så godt som lukket af den socialdemokratiske erhvervsminister.

Anført af øens dengang to borgmestre troppede 1.855 ærøboer op foran Christiansborg, og så blev beslutningen omgjort.

»Vores tur østover gjorde selvfølgelig ikke udslaget, men ændringen til en taxameterordning betød, at skolen selv skulle bevise, at den kunne overleve,« fortæller Jørgen Otto Jørgensen.

Og overleve, det kunne den.

I dag er den ikke bare øens største arbejdsplads, men med 300 elever uundværlig for at opretholde befolkningstallet. Efter studietiden bliver hver 10. nemlig boende.

Hvor mange færre ærøboer, der ville være, hvis skolen var blevet lukket, tør Jørgen Otte ikke engang tænke på. Han ryster bare på hovedet af spørgsmålet:

»Katastrofe, katastrofe …«

Punkt otte

Trods de historiske drillerier mellem øens landbefolkning og de søfarende marstallere stemte 78 pct. for kommunesammenlægningen i 2003.

Da bilen passerer på vej tilbage mod Ærøskøbing, kan Jørgen Otto Jørgensen stadig udpege den gamle grænse på meteren.

»Jeg tror, at en væsentlig del af, at så mange stemte ja, var frygten for at blive lagt ind under en fastlandskommune,« siger han.

Selv er Jørgen Otto Jørgensen stadig overbevist om, at Ærø står bedst ved et samarbejde inden for øen. Særligt når det kommer til at tiltrække nye beboere.

Forestil dig bare, at Jacob Bundsgaard i Aarhus eller Frank Jensen i København skulle hilse på alle, der flyttede til deres kommune. Det gør Jørgen Otto Jørgensen.

Hvert kvartal samler han tilflytterne på rådhuset, for at »få fat i hver enkelt historie«, som han siger. De skal nemlig føle sig værdsatte, for de er helt nødvendige.

»Ærø kunne ikke have overlevet, som den har, hvis ikke vi havde haft dem,« fortæller han.

Det ses på turens sidste stop – torvet i Ærøskøbing.

Her måtte den gamle købmand dreje nøglen om efter en hård konkurrence med Netto på havnen, og så stod købmandsgården tom. Som skipperen på Ærøfærgen fortæller, var man »ved at miste modet«.

Siden er det vendt.

Hylderne i Den Gamle Købmandsgård bugner med brød, ost, pølser og lokale fødevarer, og i caféen pakker Frank Sinatras stemme gæsterne ind i vat.

»Når noget dør, kommer der noget nyt, som på mange måder giver øen endnu mere,« siger kaffedrikkende Anna Hejse på 64 år.

Ovenpå er der åbnet et kontorfællesskab, og i rummet ved siden af tilbyder ”Danish Island Weddings” hele verden det perfekte øbryllup.

Selvom Ærø fortsat er søfartens ø, tænker man også i andre baner. Det samme skal ærøboerne, for mens de går til valg, går Jørgen Otto Jørgensen på pension.