Bag rampelyset
Oplevelser og anekdoter fra et langt liv i teatrets tjeneste. Holger Juul Hansen fortæller. Undskyld, Holger, var De også latterlig som barn? Det er skuespilleren Ebbe Rode, der spørger, stedet er Det Ny Teater i pausen under en forestilling i midten af 1950'erne, og Holger er skuespilleren Holger Juul Hansen.
Han har samlet en række skuespilleranekdoter fra sine omkring 60 år på de skrå brædder. I bogen, der udkommer den 1. november, fortæller han stort og småt om muntre oplevelser med berømte kolleger som Poul Reumert og Mime Fønss, om forskellen på teatrets og virkelighedens verden, om Matador-serien, arbejdet med Ingmar Bergman i 1970'erne, samt ikke mindst om mødet med kong Frederik IX.
Undervejs på turen til Amalienborg var de hvide handsker blevet snavset til, hvorpå han lånte et par flotte glacéhandsker af skuespilleren Karen Bergs mand, kammerherre Svend Berg, der var en god bekendt af kongen: Majestæten stod bag et stort skrivebord. Med faste skridt gik jeg hen til kongen og rakte hånden frem. Kongen så på hånden og spurgte: »Er det Svends handsker?«
Unægtelig en situation, der let kan gøre en yngre skuespiller spag i mælet. Revydirektøren Stig Lommer affyrede en tilsvarende replik-lammer, da en ung Holger Juul Hansen skulle medvirke i farcen "Peter den Store" på Aveny-Teatret, sammen med Peter Malberg, der nok engang skulle spille Balder Svanemose, en rolle, han havde udført adskillige hundrede gange gennem årene:
»Jeg var forvænt med en prøvetid på 6-7 uger inden en premiere. Stig Lommer havde afsat 11 dage. Det nævnte jeg i forbifarten. "Ta' det roligt, vi skal jo ikke prøve alle 11 dage", var Lommers kommentar.«
Men den sjoveste er næsten Holger Juul Hansens første møde med skuespillerne Gunnar Lauring og Angelo Bruun. Vi er på Det Ny Teater en augustdag »i 1946, hvor den nye skuespillerelev går rundt og præsenterer sig: »Jeg var tæt på at føle mig helt hjemme, da døren til scenen blev slået op på vid gab og Gunnar Lauring - på sin beskedne måde - kom skridende ind. Næppe var døren lukket bag ham, før jeg stod med hånden fremme og indviede Gunnar Lauring i, at jeg var den nye elev. Han så på mig uden at fortrække en mine: "Nå ja.... Det er der jo ikke noget at gøre ved.«
Det var mit første møde med den barskhed, mange af scenens børn er begavet med. Det blev værre. Angelo Bruun, Folketeatrets førsteskuespiller, kom hen til mig. Naivt troede jeg, at han havde set, at jeg trængte til opmuntring. Han sagde ikke noget, men han tog mig om skulderen og førte mig ud fra scenen, hen ad den lange gang med skuespillernes garderober og videre de to etager ned ad de slidte stentrapper til portnerlogen. Han åbnede døren ud til Teaterkolonnaden: »Har De mad med?« Jo, min mor havde været så forudseende at smøre mig en madpakke. »Pak den ikke ud. Løb bort, så hurtigt De kan og kom aldrig mere tilbage - De vil takke mig resten af Deres liv.«
Holger Juul Hansen fulgte som bekendt ikke det velmente råd.
Holger Juul Hansen
"Bag rampelyset"
Skuespilleranekdoter
160 sider, illustreret
199 kr.
Gyldendal.
UDKOMMER 1. NOVEMBER.