Lego-børn får større luns af formuen
Kjeld Kirk Kristiansen giver sine tre børn en betydeligt større ejerandel af familiens pengetank.
Lego-familien har taget et væsentligt skridt mere i det glidende generationsskifte, som Kjeld Kirk Kristiansen, tredje generation i familien, er i gang med.
I al stilfærdighed har Kjeld Kirk Kristiansen (66 år) delt aktierne i familiens pengetank Kirkbi ud i fire stort set lige store dele og givet en til sig selv og hver af de tre børn, Thomas Kirk Kristiansen, Sofie Kirk Kiær Kristiansen og Agnete Kirk Thinggaard.
Det er ikke muligt at få en begrundelse fra Kjeld Kirk Kristiansen selv, men den adm. direktør i Kirkbi, Søren Thorup Sørensen, nedtoner betydningen af beslutningen.
»Der er ikke noget afgørende nyt i ændringen af ejerandele. Det skal betragtes som et led i det glidende generationsskifte i familien,« siger han.
Det er ikke desto mindre betragtelige værdier, der bliver flyttet rundt.
Aktiverne i Kirkbi er opgjort til i alt 48 mia. kr., som altså nu er delt i fire næsten lige store portioner med omkring 12 mia. kr. i hver, hvor de tre børn før havde i omegnen af syv mia. kr. hver.
Dette er imidlertid en meget konservativ opgørelse. F.eks. er Kirkbis 75 pct.-andel af legetøjskoncernen Lego i regnskabet kun opgjort til godt 8 mia. kr.
Far har stadig magten
Analytikere vurderer, at den måske er så meget som 75 mia. kr. værd.
Dertil kommer en formue på omkring 4 mia. kr. i Schweiz, som børnene ejer det meste af.
Selv om Kjeld Kirk Kristiansen nu har delt formuen ligeligt ud på sig selv og børnene, sidder han stadig selv tungt på magten.
67 pct. af de stemmegivende A-aktier ligger fortsat hos Kjeld Kirk Kristiansen, mens børnene hver har 11 pct.
For omkring to år siden ændredes vedtægterne for Kirkbi, så netop stemmerne er koncentreret på A-aktierne. Formålet var dengang ikke mindst at sikre, at børnene godt kan give ejerandele af pengetanken videre ned igennem generationerne, men de stemmetunge aktier og dermed magten er relativt stramt bundet på få hænder og reguleret af stramme vedtægter.
Truet på livet
Kirkbi er familiens pengetank, der først og fremmest ejer 75 pct. af legetøjskoncernen Lego. Men den har desuden betragtelige værdier i form af ejerandele i andre virksomheder og i ejendomme og værdipapirer af forskellig slags.
Ejerandele består af store aktieposter i bl.a. Matas, ISS og Falck og en nys indkøbt ejerandel i det tyske Minimax Viking.
Desuden ejer Kirkbi små 30 pct. af aktierne i forlystelseskoncernen Merlin entertainments, som ejer bl.a. Legoland.
Familien holder fast i, at Lego ikke er til salg. Men i realiteten har familien trukket sig ud på sidelinjen i forhold til den daglige drift.
Jørgen Vig Knudstorp er adm. direktør og har været det siden 2004. Det er dermed primært hans fortjeneste, at Lego i samme periode har udviklet sig fra at være en kriseramt virksomhed, der reelt var truet på livet – til en koncern, der i dag er verdens næststørste legetøjskoncern, kun overgået af amerikanske Mattel.
Lego er samtidig en betydeligt mere velsmurt indtjeningsmaskine end både Mattel og nummer tre i verden, Hasbro.
Salg på 25 mia. kr.
For 10 år siden var omsætningen i Lego på 4-5 mia. kr. Resultatet efter skat var i 2004 et syngende minus på 1,8 mia. kr.
I 2013 rundede omsætningen 25 mia. kr. Resultatet efter skat blev plus 6,1 mia. kr.
I 2013 kunne Lego sende i alt omkring 5 mia. kr. tilbage til familien i form af udbytte til hhv. Kirkbi og Lego Fonden.