Fortsæt til indhold
Erhverv

T. Hansen ejer glad trods skærpet dom

Domsfældelse i Østre Landsret får ikke tårene frem hos Bent Jensen.

Onsdag kl. 15.15 faldt dommen over T. Hansen og stifter og direktør Bent Jensen i sagen om ompakning af fyrværkeri: Større bøde og betinget fængsel til Bent Jensen.

Men på trods af skærpelsen, holder direktøren hovedet højt.

"Jeg er utroligt glad for, at der nu er sat et punktum i sagen, og jeg er særligt glad for, at den er afgjort ved hele to instanser. Jeg erkender, at vi ikke havde orden i vores penalhus i sommeren 2011, og jeg har hele tiden vidst, det ville få konsekvenser," siger Bent Jensen.

Dommen i landsretten i Odense onsdag lød på 60 dages betinget fængsel til Bent Jensen og en bøde på en kvart mio. kr. til virksomheden. Begge blev fundet skyldige i såkaldt "mærkefalsk", som er markedsføring af ompakket ulovligt fyrværkeri.

Dommen er en skærpelse i forhold til afgørelsen i byretten, som endte med bødeforlæg på 50.000 kr. til Bent Jensen og 200.000 kr. til virksomheden.

Lige siden sagen blev prøvet i byretten har anklageren, Klaus Holten Kristensen fra Fyns Politi, understreget, at sagen var alvorlig ,og at Bent Jensen burde miste retten til at sælge fyrværkeri.

Men den ret har Bent Jensen stadig.

Og selvom retten til at sælge fyrværkeri var en sag, der ifølge Bent Jensen blev brugt lang tid på i landsretten, tvivler han på, at anklageren vil gå videre med sagen.

"Jeg er overbevist, om at sagen er slut nu. Begge retsinstanser har uafhængigt af hinanden slået fast, at vi ikke på nogen måde har forbrudt os på en sådan måde, at vi skulle miste retten til at sælge fyrværkeri, og at vi på ingen måde har haft til hensigt at sælge fyrværkeri, som bringer kundernes liv og lemmer i fare," siger han og slår i stedet fast, at han nu vil glæde sig til nytåret.