I dag kan T. Hansen miste retten til at sælge fyrværkeri
Onsdag falder der dom i sagen mod biludstyrskæden, der er anklaget for ulovlig mærkning af fyrværkeri.
Detailkæden T. Hansens ret til at sælge fyrværkeri kan onsdag falde til jorden med et brag.
I hvert fald hvis anklagemyndigheden får ret i en ankesag, som onsdag ventes afsluttet ved Østre Landsret i Odense.
Detailkæden, der primært sælger udstyr til biler, er anklaget for ulovlig mærkning af fyrværkeribatteriet "Kansas City".
Straffet med bøder
Sagen blev behandlet i Retten i Odensen i begyndelsen af året. Det førte til, at indehaveren af T. Hansen Gruppen, Bent Jensen, blev idømt en bøde på 50.000 kr., mens datterselskabet LCH Fireworks måtte imødese en bøde på 200.000 kr.
Selskabet blev dog ikke frataget retten til at sælge farvestålende krudt i dagene op til nytårsaften.
Det var den afgørelse, der fik anklagemyndigheden til at trække sagen videre til landsretten, hvor man nu igen forsøger at få stoppet salget af fyrværkeri i de 76 T. Hansen-butikker.
Sagen handler ifølge anklageskriftet fra byretten mere konkret om, at virksomheden skulle have bedt om at få ompakket 14.000 udgaver af de såkaldte "Kansas City"-batterier, der i stedet fik navnet "Flames of Passion". De fik samtidig et nyt sikkerhedsnummer.
Batterierne blev derefter solgt i selskabets butikker frem til den 16. december på trods af, at Sikkerhedsstyrelsen allerede den 22. november havde bedt selskabet stoppet salget af batterierne.
Et enkeltstående tilfælde
I forbindelse med byretsdommen blev der blandt andet lagt vægt på, at der var tale om et enkeltstående tilfælde.
"Vi anser lovovertrædelsen for alvorlig, men ser den som et enkelt tilfælde. Det er en virksomhed, som i mange år har solgt fyrværkeri," sagde dommer Jørgen Agerbo ifølge fyens.dk.
Onsdagens behandling i landsretten gik i gang klokken 9, og afgørelsen ventes at falde onsdag eftermiddag.