Virksomheder tror ikke på 7-9-13
Det kan godt være, at datoen 7.9.13 er speciel for befolkningen. Men virksomhederne går i en stor bue uden om den. De tror ikke på overtroen.
I dag vil hundredvis af brudepar sige ja til hinanden, fordi de tror på ægteskabet. Og fordi de tror på datoen.
7.9.13.
En talkombination, der som bekendt lægger op til overtro og vovemod. Virksomhederne, derimod, ser ingen grund til at fejre dagen.
»Datoen betyder intet specielt for os,« skriver Bestseller, som i lighed med Danfoss, FLSmidth, Lego, Ecco og Jysk ikke ønsker at fortælle om de beslutninger, der er truffet mere med maven end med hovedet, mere med foldede hænder end med fremstrakte fingre.
Uansvarligt
A.P. Møller - Mærsk giver måske svaret på hvorfor:
»Vi lader ikke tilfældigheder styre vores investeringer og anser det derfor som almindelig forretningspraksis at gennemtænke alle mulige eksterne og interne scenarier – mere, som mindre sandsynlige – når vi involverer os i et projekt. Alt andet ville være uansvarligt overfor vore aktionærer,« skriver det syvtakkede konglomerat i sit lange afslag.
Virksomhedernes uvilje over for ritualet med at råbe "7-9-13" og banke under bordet er forståelig, men de er simpelthen nødt til at turde at satse noget mere ind i mellem. Ellers bliver det svært for Danmark at kalde sig et innovativt land, mener Dansk Erhverv samt en professor i ledelse og en virksomhedscoach.
»For at der kan være fremdrift, er man som leder nødt til at tage en chance ind i mellem og sætte sig et mål, der egentlig ikke er realistisk,« lyder det fra René Christensen, direktør hos Coacing by Motion, mens Dansk Erhverv peger på, at der er for få nye varer på hylderne herhjemme.
Mavefornemmelse
Men problemet kan blive løst af sig selv. Den kommende generation af topledere er nemlig opdraget til at tro mere på sig selv og stole på mavefornemmelsen, vurderer eksperter.
Så måske banker de unge snart under bestyrelsesbordene og råber ”7-9-13!”