Matas klar til børsen: En aktie koster 115 kroner
Matas-kæden har en børsværdi på 4,7 milliarder - en aktie i selskabet koster 115 kroner før første handelsdag.
- Vi er meget stolte af den massive interesse, vi har oplevet fra private og institutionelle investorer i Danmark og fra udenlandske institutionelle investorer. Vi ser det som et stærkt udtryk for tillid til vores forretningsmodel og fremtidsplaner, udtaler administrerende direktør i Matas, Terje List, i en meddelelse.
- Vi glæder os til at byde velkommen til vores omkring 12.000 nye aktionærer og er samtidig glade for at kunne fortsætte det gode samarbejde med vores eksisterende aktionærer, fortsætter Terje List.
Det samlede udbud omfatter 21.271.185 styk aktier á nominelt 2,50 kr. per aktie. For at afspejle "den betydelige interesse fra private investorer i Danmark", er det besluttet at tildele dem ca. 20 pct. af de udbudte aktier. Ca. 80 pct. er allokeret til danske og udenlandske institutionelle investorer, fremgår det.
For så vidt angår ordrer på mere end 3 mio. kr. har de sælgende aktionærer og selskabet foretaget individuelle tildelinger i samråd med Joint Bookrunners. For ordrer op til og med 3 mio. kr. er der foretaget matematisk reduktion som følger, idet alle antal aktier er rundet ned til nærmeste hele antal.
For ordrer op til og med 280 stk. aktier, svarende til 32.200 kr., er der sket fuld tildeling, mens der for ordrer på mere end 280 stk. er sket tildeling af 280 stk. aktier samt 15 pct. af den resterende ordre.
Hvis overallokeringsretten udnyttes fuldt ud, vil udbuddet udgøre 24.461.862 stk. aktier, og free float vil være 59,6 pct., svarende til andelen af aktiekapitalen, der ejes af selskabets nye investorer. Overallokeringsretten kan helt eller delvist udnyttes frem til den 26. juli 2013.
Udnyttes overallokeringsretten ikke vil Svenska M Holding have reduceret sin ejerandel til 32,5 pct. fra 69,4 pct. før udbuddet, og Materialisternes Invest vil have reduceret sin ejerandel til 14,2 fra 30,3 pct. nye aktionærer vil sidde på 51,8 pct. af aktiekapitalen i Matas.
Udnyttes overallokeringsretten derimod fuldt ud, vil Svenske Holding efterfølgende sidde på 27,1 pct. af aktiekapitalen og Materialisternes Invest 11,8 pct. Nye aktienærer vil sidde på 59,6 pct. af kapitalen.