Fortsæt til indhold
Erhverv

Fakta: Billioner og trillioner

Kollaps i nogle af verdens største finanskoncerner og redningsforsøg fra den amerikanske regering har gjort det nødvendigt at omtale meget store tal. Men hvor meget er en billion eller en trilliard egentlig?

Læser man engelsksprogede finansartikler støder man ofte på tal-enheden "billion". Den er faktisk ret almindelig, for på engelsk er en "billion" det samme som en dansk milliard - det vil sige 1.000 millioner.

Når den amerikanske regerings redningsfond på op til 800 mia. dollars skal oversættes til danske kroner, er det ikke tilstrækkeligt at anvende milliarder. Så kommer den danske billion i brug.

En dansk billion er 1.000 milliarder. Det samme som 1.000.000.000.000.

De 800 mia. dollars svarer til 4,2 billion kroner.

For talinteresserede

Man må håbe, at finanskrisen ikke vokser, så der bliver brug for de næste store tal-betegnelser. Men for interesserede kommer de her:

Efter billion kommer billiard. En billiard er 1.000 billioner. Eller i rene tal: 1.000.000.000.000.000.

1.000 billiarder hedder en trillion: 1.000.000.000.000.000.000.

Og 1.000 trillioner hedder en trilliard. Det er så meget i tal: 1.000.000.000.000.000.000.000.

Huske-remse

Har man svært ved at huske betegnelserne, findes der en nem lille huskeremse: På dansk skifter betegnelserne hele tiden mellem endelserne -lion og -liard. Så remsen lyder: million - milliard; billion - billiard; trillion - trilliard.

Har man brug for at betegne endnu større formuer, findes der faktisk på dansk også betegnelser for det. Næste betegnelser i rækken er således kvadrillion (=1.000 trilliarder), kvadrilliard (=1.000 kvadrillioner) osv.. Helt op til et ettal med 6.000 nuller efter sig. Det hedder en Millillion. Det kan vi ikke vise i tal - skærmen er ikke bred nok.

Men ved så høje tal, som ingen kan fatte alligevel, foreslår vi som alternativ den glimrende betegnelse fra Anders And: Fantasillioner.