Sagen om Dankort-svindel vokser
Den falske forside til en dansk dankortautomat, der blev fundet i Sverige, indeholdt ikke data om de forløbig cirka 70 misbrugte danske Dankort-konti. Den indeholdt derimod oplysninger om 200 andre Dankort-konti.
Konti spærret
»Vi ved ikke, om de allerede er kopieret over på danske Dankort, for vi har ikke set misbrug af lige præcis de 200 kontonumre. Men der er taget hånd om de sager, og alle har fået spærret deres konto og fået nye kort,« siger kriminalinspektør Niels Jørgen Abildgaard.
Derved er der lagt op til, at sagen med den omfattende og systematiske svindel af Dankort er endnu mere kompleks, og at der kan være mange forskellige aktører på banen.
Politiet kan blot konstatere, at der er opsamlet en ukendt mængde data, som på et eller andet tidspunkt er overført til plastickort med en magnetstibe. Helt konkret har politiet nu kendskab til syv Ikea-kort med Dankort-oplysninger på.
Kortene er blevet slugt i dankortautomater på Sjælland. Enten på grund af tre gange forkert pinkode eller overtræk.
»Vi har fået kortene samlet fra PBS. De fire er fundet i weekenden den 20.-21. april, og tre er fundet i tirsdags. Så vidt vi ved, er der ikke fundet kort før den 20. april.«
Tilfældigt fund
Politiet kan kun føre deres sag tilbage til den 20. marts 1998, hvor det svenske politi helt tilfældigt stoppede to estere i en bil i Stokholm. I bilen fandt man tastatur, printplade og minicomputeren til en dansk dankortautomat. Og tekniske undersøgelser viser, at computeren indeholdt oplysninger fra danske dankort. Forsiden har været sat op på Vimmelskaftet i København, men den har tilsyneladende intet at gøre med de omkring 70 kendte tilfælde af misbrug.
»Vi kan ikke være helt sikre. Men lige nu ser det ikke ud til, at de kort, der er blevet indberettet som misbrugt, har noget at gøre med den falske kortautomat, der blev fundet i bilen i Sverige,« siger Niels Jørgen Abildgaard.
Politiets næste skridt er et tættere samarbejde med PBS.
»Vi mangler stadig kontante oplysninger fra PBS. Nemlig kendskab til kontohaverne, deres forbrugsmønstre, og hvor det kan tænkes, at deres data er blevet opsnappet,« siger Niels Jørgen Abildgaard. Hvor mange kort og hvor mange penge, der til dags dato er svindlet for, er ifølge kriminalinspektøren svært at sige. Men tallene 70 kort og et beløb på ikke under 600.000 kr. er der i hvert fald tale om.
Politiet har først kendskab til de enklte sager, når PBS retter henvendelse til dem, idet alle kort og bestjålede kunder i første omgang går til deres pengeinstitut/PBS. Og PBS har besluttet ikke at udtale sig i sagen. I stedet henviser man konsekvent til Finansrådet.
Finsk kontakt
Ifølge kontorchef Niels Crone Lyngkjær blev Finansrådet kontaktet af kolleger i Helsingfors i november 1998, fordi man på det tidspunkt havde et problem med nogle konti, der tilsyneladende var blevet tappet -dog uden at man vidste hvordan.
Niels Jørgen Abildgaard fra Københavns Politi siger, at de først har været i kontakt med det finske politi siden forrige uge, hvor det danske politi kontaktede det finske. Og at de for så vidt, han ved, ikke har haft problemer siden efteråret.
De to estere, der blev anholdt i Sverige, er overført til politiet i Helsingfors. Også en deling fra Københavns bedrageriafdeling planlægger en tur til Finland i næste uge.