Tøjbaron køber nyt gods
Den tidligere tøjbaron, milliardæren Klaus Helmersen, Fredensborg, har endnu engang haft den store tegnebog oppe og købt ind til samlingen af godser.
For mellem 150 og 200 mio. kr. har han købt det mere end 200 år gamle Store Frederikslund Gods ved Slagelse med tilhørende ager, skov og park. Godset var i en årrække domicil for den farverige godsejer og industrimand E.W. Grevenkop-Castenskiold. Midt i 1990'erne brød dette imperium sammen, og den i offentligheden ukendte Hans Egeskov købte Store Frederikslund ud af konkursboet til favørpris.
Nu har Hans Egeskov solgt godsbygningerne og de knap 500 hektar agerjord til Klaus Helmersen. Samtidig har SkovSam, der ejes af Det danske Hedeselskab i Viborg og nogle pensionskasser, solgt det 1388 hektar tilhørende skovområde til Klaus Helmersen.
Godt tilbud
Direktør Knud Erik Hesselbjerg, Hedeselskabet, oplyser, at det store skovareal er solgt pr. 1. januar 1999.
»Det er første gang vi sælger så stor en bid, men vi fik et tilbud, vi ikke kunne sige nej til,« siger Erik Hesselbjerg.
Store Frederikslund Gods blev delt op i to enheder efter Grevenkop-Castenskiold-konkursen i 1995. Hans Egeskov købte godset og jorderne, mens SkovSam købte skoven. Den samlede pris var ifølge Jyllands-Postens oplysninger dengang omkring 95 mio. kr.
Nu er det hele solgt videre til Klaus Helmersens personlige pengetank Danstruplund-koncernen, for "i hvert fald 150 mio. kr.", siger en kilde til Jyllands-Posten.
Både Klaus Helmersen og hans nye direktør i Danstruplund, Jens Skjold Kristiansen, er på rejse i udlandet, og Hans Egeskov er i Australien.
Ny privatbolig
Helmersen og Egeskov, der i øvrig er en flittig køber og sælger af danske godser, kender hinanden fra tidligere handler. Således var det også Hans Egeskov, der solgte godset Danstruplund i Fredensborg til Klaus Helmersen, hvor familien nu bor.
Det er tanken, at Store Frederikslund fremover skal være rammen om familien Helmersens personlige bopæl.