Fortsæt til indhold
Erhverv

Scanbox-stifter i fængsel

Københavns Byret idømte i går den tidligere hovedaktionær i Scanbox-koncernen to års fængsel for selskabstømning.

Af DAG HOLMSTAD

Den omstridte tidligere hovedaktionær i film- og videokoncernen Scanbox (i dag SE 2000) Anders P. Jensen skal mindst seks måneder i fængsel for selskabstømning.

Det slog Københavns Byret fast i går i en hårdhændet dom, hvor også den medtiltalte revisor Alex Michael Ankjær-Jensen blev dømt for medvirken til skyldnersvig. Dette takserede retten til seks måneders betinget fængsel.

Begge de dømte vil de næste to uger overveje, om dommen skal ankes til Østre Landsret.

»Det var lidt overraskende - ellers har jeg ingen kommentarer,« lød det kortfattet fra Anders P. Jensen efter domsafsigelsen.

Reelt blev Anders P. Jensen, der er bosat i England, idømt to års fængsel, men heraf er kun de seks måneder en ubetinget straf.

Bagmandspolitiet havde krævet to et halvt års ubetinget fængsel til den tidligere Scanbox-aktionær og stifter samt otte til 10 måneders fængsel til den statsautoriserede revisor Ankjær-Jensen.

Og selv om dommer Ove Ulrichsen understregede, at de to tiltalte dømmes fuldt ud efter anklageskriftet, blev straffen lavere end anklageren havde lagt op til. Det skyldtes ifølge dommeren »formildende omstændigheder.«

Skyldig skat betalt

Dels ligger forbrydelsen otte år tilbage, dels var der tale om et enkeltstående forløb af selskabshandler, og dels har Anders P. Jensen betalt de skyldige skatter tilbage, anførte dommeren.

»Vi er tilfredse med, at vi har fået medhold i det hele. Retten har fulgt den praksis, der er lagt i landsretten med hensyn til ulovlig selvfinansiering og den manglende skattemæssige plan. Vi vil dog overveje, om vi skal anke dommen på grund af strafudmålingen,« siger Finn Bork Andersen, vicestatsadvokat hos Bagmandspolitiet.

Ulovlige opkøb

Ifølge Københavns Byret var Anders P. Jensens opkøb af en række overskudsselskaber rygende ulovlig. Metoden, som var udviklet af Alex Michael Ankjær-Jensen, daværende revisor i det store revisionsfirma Coopers & Lybrand (i dag PricewaterhouseCoopers), førte til, at Scanbox-stifteren fik et lån på 20 mio. kr. i Scanbox i 1993.

Pengene blev brugt til at kickstarte Scanbox-stifterens personligt ejede investeringsselskab Mitra, der herefter opkøbte syv overskudsselskaber.

De syv overskudsselskaber indeholdt en samlet pengekasse med 86,3 mio. kr., hvoraf 11,5 mio. kr. var afsat til skat. Efter at Anders P. Jensens Mitra-selskab havde afregnet med selskabssælgerne, sad han tilbage med en fortjeneste på 4,7 mio. kr.

Selskaberne blev ifølge anklageren købt for deres egne midler - i alt en købesum på 81,6 mio. kr. - hvilket er det samme som ulovlig selvfinansiering. Det har de to tiltalte imidlertid hårdnakket afvist var tilfældet og henvist til, at der var tale om en rullende selskabsmodel, som startede med et lån i Scanbox.

Men den fremstilling har byretten fejet af bordet. Ligesom retten heller ikke har troet på, at de afskrivningsberettigede skatteaktiver som f.eks. containere og filmrettigheder, som tilsyneladende blev lagt ind i de købte selskaber, reelt kunne udskyde eller fjerne skattekravet på de 11,5 mio. kr.

»Der var ikke tale om et reelt fritstående lån. Og selskaberne blev købt for egne midler, hvilket er en usædvanlig og uforsvarlig fremgangsmåde,« konkluderede byretsdommer Ove Ulrichsen.

dag.holmstad@jp.dk