Per Henriksen rydder op
Den tidligere Mercandia-skibsreder ønsker at efterlade et velordnet bo til sin hustru. Han luger ud i sine mange selskaber og sælger ejendomme, så arven bliver så nem som muligt at forvalte
Den 82-årige skibsreder Per Henriksen er gået i gang med at rydde op. Der skal være orden i sagerne, når han ikke er mere. Dels ønsker han at efterlade et bo, der er så enkelt som muligt at håndtere for hustruen Vivi, dels vil han ærgre sig skrækkeligt, hvis noget bliver solgt for billigt.
Næst efter Vivi, 58 år, og parrets tre hunde er penge Per Henriksens store interesse. Han anslår selv, at han er god for knap 400 millioner kroner.
Mange danskere elsker at hade Per Henriksen. I bedste fald omfatter de ham med et mindre hjerteligt forhold. I 1960'erne og 1970'erne byggede han skibe og solgte dem på anparter. Tusindvis af skatteplagede danskere lod sig friste til at skære toppen af skatten uden tanke for, at rederidrift ikke altid går, som prognoserne spår. En stak girokort til ekstraindbetalinger fik mange til at klandre Mercandia-skibsrederen for dårlig information.
Alt dette er efterhånden historisk, selv om Per Henriksen den dag i dag ærgrer sig over, at han solgte anparter til mennesker uden forstand på skibe og rederidrift. I øvrigt endte danskernes turbulente anpartseventyr med en stramning af lovgivningen. Per Henriksens bedste minde fra den tid er, at han var med til at bygge 137 skibe. Naturligvis er der også den økonomiske side af sagen. Rederidriften er grundlaget for det, han nu rydder op i.
Ejendommene
»Jeg kan mærke, at de ejendomme, jeg ejer, ikke længere har min store interesse. Hvis man skal passe dem ordentligt, skal man selv være til stede hver dag. Det har jeg ikke lyst til, og derfor sælger jeg,« lyder Per Henriksens forklaring på, at gerne vil af med nogle af sine besiddelser.
Bygningen, der tidligere husede Den Kongelige Mønt på Amager Boulevard i København, er en af de ejendomme, han vil sælge. Ejendommen er langtidsudlejet til kontorer og er til salg, hvis den rette køber viser sig.
En industriejendom ved Greve tæt ved Køge Bugt-motorvejen er ligeledes til salg.
Det samme er tilfældet med den sidste industrivirksomhed i den tidligere skibsreders forretningsimperium. Når tiden er moden, skal Sennerskov Presser på Amager sælges. Men først skal driften vendes fra et komfortabelt underskud, som benyttes til afskrivning i andre grene af imperiet, til noget positivt. Per Henriksen har netop indskudt 10 mio. kr. i virksomheden.
»Jeg beholder beboelsesejendommene i Limhamn i Skåne. Dem kan Vivi sagtens finde ud af at drive. Og så giver de godt. Jeg skiller mig heller ikke af med Lyngsbækgård og Berlingsbakke. Berlingsbakke er det sted, jeg selv bedst kan lide at være. Vivi er så glad for Lyngsbækgård og er meget optaget af driften. For nylig kom der én og bød 35 mio. kr. Vi vil ikke sælge om vi fik 40 mio. kr. for den.«
Lyngsbækgård er en herregård på Mols, som Per Henriksen købte i 1984 for ni mio. kr. og siden har investeret omkring 25 mio. kr. i. Driften omfatter ud over traditionelt skov- og landbrug produktion af kødkvæg, lam og juletræer.
Berlingsbakke er en 750 kvm. stor privatbolig på adressen Berlingsbakke 22 i Charlottenlund.
Første mand på pletten
Nu er det ikke sådan, at Per Henriksen har tænkt sig at sige farvel og tak for denne gang lige med det samme. Fysisk har han det nogenlunde og bedre end mange jævnaldrende. Han trækker lidt på det ene ben, har problemer med sukkersyge, men kan stadig køre bil og er på kontoret hver dag. Lørdagen har han dog droppet. I Mercandia-imperiet var lørdag indtil for nylig en almindelig forretningsdag, og Per Henriksen var selv første mand på pletten. Alderen har sammen med tidens trend slækket på denne ambition. Nu lader han medarbejderne selv tage stilling til, om der er behov for en ekstra ugentlig arbejdsdag.
Hjernen er heller ikke mere slidt, end at han selv træffer de væsentligste beslutninger. Megen tid går med værdipapirhandel. Helst investerer Per Henriksen i selskaber, han kender godt, og helst i større selskaber.
»De små har en tendens til kun at være interessante i en periode. Når direktøren har skrabet nok sammen til sig selv, giver selskaberne ikke mere.«
Per Henriksens aktuelle investeringsråd er A.P.Møller-selskaberne og Novo.
»Svendborg og 1912 er kommet langt ned i kurs. Jeg ser meget op til hr. Møllers organisation. Han er større i udlandet end herhjemme. Jeg forstår ikke, at folk er efter ham. Det er Janteloven, slet og ret. Han har foræret København og Danmark så meget. Novo tror jeg på af mange grunde. Dengang jeg solgte kemikalier, var de flinke mod mig. Jeg kom altid hjem med en ordre. Det vil jeg gerne kvittere for og støtter dem nu ved at købe insulin, men også ved at købe aktier.«
Om investeringspolitik generelt siger Per Henriksen, at han føler sig heldig over at have levet længe. Han har fulgt selskaberne gennem mange år og kan danne sit eget billede uden skelen til nymodens begreber som shareholder value og kvartalsregnskaber. »Kvartalsregnskaber kan være en god ide, men jeg forstår godt selskabernes modvilje. Det er alt for kortsigtet et grundlag at blive vurderet på.«
Testamentet
Den øvelse, Per Henriksen er i gang med, handler som sagt om at gennemføre en selskabsmæssig og juridisk forenkling af alt det, han har interesser i. Ejermæssigt er det ligetil, idet han selv står som eneejer og ikke er afhængig af andres indblanding. Juridisk er det straks lidt mere kringlet at få lagt til rette. Testamentet bliver ændret lige så ofte, som der sker ændringer af væsentlig betydning.
»Min kone skal arve det hele. Dog får min datter og hendes tre børn også lidt. Datteren skal have resten, når Vivi dør, men hun får det kun på betingelse af, at hun besøger den længstlevende af os, og at hun passer gravstedet. Det står i testamentet.«