Fortsæt til indhold
Erhverv

Omstridt græker styrer Torm

Seriøs og professionel eller forretningsmand med blakket moral.

Af STEEN ROSENBAK

Bølgerne går højt om rederiet Torms hovedaktionær, den græske skibsreder Gabriel Panayotides i disse dage.

Konkurrenten Norden afslog i mandags Torms overtagelsestilbud, bl.a. med henvisning til, at Torms hovedaktionær Panayotides havde en anden - og ringere - forretningsmoral, end Norden sædvanligvis omgiver sig med.

Den personlige kritik har ramt den sky skibsreder, der ikke kan genkende sig selv i billedet af en moralsk anløben forretningsmand:

»Som bestyrelsesmedlem ligger det mig meget på sinde, at rederiet opretholder høje sikkerhedsstandarder på sine skibe, så Torm fortsat giver værdi til sine aktionærer, kunder, pool-partnere og medarbejdere. Jeg støtter til fulde den strategi, der er udviklet af Torms direktion,« siger Gabriel Panayotides til Jyllands-Posten.

Kompliceret konstruktion

En gennemgang af Panayotides' offentligt kendte forretninger viser, at skibsrederens imperium er spundet grundigt ind i et uoverskueligt netværk af selskaber.

Hans oprindelige koncern, Maryville Maritime fra Piræus, er i dag tæt involveret i driften af det Nasdaq-børsnoterede Excel Maritime Carriers - det selskab, Panayotides i dag med en aktiepost på 47 pct. bruger som et særdeles profitabelt udgangspunkt for sine forretninger.

Direktøren i udviklingsselskabet Axcel, Christian Frigast, trådte ind i Torms bestyrelse samtidig med Panayotides.

Han har kendt grækeren, lige siden de begge i 1980'erne opererede i London - Panayotides som kunde i Privatbanken, hvor Frigast var ansat.

»Jeg kender ham som en professionel, ærlig og hårdtarbejdende forretningsmand. Det er mit klare indtryk, at Villy Panayotides har en meget stor respekt for den måde, man driver virksomheder på i Skandinavien,« siger Christian Frigast.

En hel del mindre er begejstringen for den græske skibsreder hos vicedirektør Paul M. Leand fra investeringsbanken American Marine Advisors i New York.

Han mener, at Panayotides' markante position i Torms ejerkreds er med til at presse kursen på rederiets aktie:

»Den ganske store rabat, Torm-aktien handles med i forhold til værdien af rederiets aktiver, kan skyldes mange faktorer, men en af dem er afgjort bekymringer om selskabets corporate governance - bekymringer, der udspringer af rederiets ejerstruktur,« siger han med henvisning til Panayotides' rolle som storaktionær.