Fortsæt til indhold
Erhverv

Falskmøntnere har travlt ved farveprinterne

Ny teknologi betyder, at der bliver stadig flere falske penge-sedler i Danmark

Af LENE ANDERSEN

Scannere og farveprintere har gjort livet lettere for falskmøntnere. Siden 1996 er antallet af falske danske pengesedler fundet i omløb 10-doblet. Derfor øger Nationalbanken løbende sikkerheden.

Alene i 2003 blev der fundet 1.239 falske sedler i omløb. Reelt får politiet fat i et større antal falske sedler, men Nationalbanken fører kun statistik over de sedler, det rent faktisk lykkes at få ud i handlen.

Nye muligheder

»Teknologien giver mulighed for lettere at kopiere en pengeseddel hjemmefra. Normalt er kvaliteten ikke særlig god, men det lykkes alligevel i et stigende antal tilfælde at bringe sedlerne i omløb,« sagde direktør i Nationalbanken, Torben Nielsen, da den danske centralbank præsenterede sin årsberetning på et pressemøde i går.

Nationalbanken understreger, at der stadig kun er få falske danske pengesedler i forhold til andre lande, nemlig godt ni falske sedler for hver million ægte sedler i omløb.

»Men vi er nødt til at arbejde løbende på at sikre pengesedlerne bedst muligt mod forfalskninger. Fra 2002 har 100-, 200- og 500-kronesedlen fået nye sikkerhedselementer i form af hologram og fluorescerende farver. I løbet af det kommende år vil også 50- og 1000-kronesedlen blive opgraderet,« fortalte Torben Nielsen.

Falskmøntnernes favoritseddel har i flere år været 500-krone sedlen. I 2003 blev den dog overhalet af 100-kronesedlen. Og noget tyder på, at en af 2004-topscorerne kan blive 1000-kronesedlen.

Falskmøntnere afsløret

For blot en måned siden afslørede politiet nemlig, at tre mænd på Møn havde fremstillet 3.500 falske 1.000-kronesedler, hvoraf tre var indleveret til et pengeinstitut. Det er den hidtil største sag inden for falskmøntneri og kan give op til 12 års fængsel til hver af de involverede.

Trods vores stigende brug af dankort og elektroniske betalinger bliver falskmøntnerne ikke arbejdsløse. Seddelforbruget stiger nemlig støt. Sidste år steg seddelomløbet 4,3 pct. til 44,4 mia. kr., mens møntomløbet steg 4,8 pct. til 4,6 mia. kr.

På pressemødet, hvor nationalbankdirektør Bodil Nyboe Andersen fortalte om bankens tro på, at det danske økonomiske opsving er på vej, fremlagde centralbanken sit årsregnskab.

Det viser, at staten i 2003 tjente 3,1 mia. kr. på sin nationalbank i form af udbytte. Selve overskuddet faldt fra 6,7 til 3,6 mia. kr.

Det skyldes dels lavere renteindtægter som følge af det lave renteniveau, dels stigende omkostninger til renovering af bankens hovedsæde, der lider under at være udstyret med "fladt 70'er-tag" og et kurstab på obligationer.

lene.andersen@jp.dk