Mulige dårlige betalere i register
RKI Kreditinformation tilbyder at spore folk og virksomheder, der risikerer at blive dårlige betalere, ved at sammenkøre lukkede registre. Forbrugerrådet protesterer: »Der må være grænser.«
Ikke kun dårlige betalere vil fremover blive sat i bås af RKI Kreditinformation. Det tidligere Ribers vil nu også hjælpe sine kunder med at spore borgere og virksomheder, der til dato har betalt enhver sit, men hvor der er risiko for problemer.
RKI inddeler danskere i fem kategorier, som får fra én til fem stjerner. Én stjerne betyder høj risiko for, at kunden kan blive en dårlig betaler. Forbrugere risikerer derved afslag på et lån eller en afbetalingsordning, selv om man tidligere har betalt alle lån tilbage. Computerprogrammet Consumer Delphi ser faresignaler, hvis man f. eks. har et "forkert" postnummer og alder kombineret med en profil, der er hentet fra hemmelige registre.
RKI Kreditinformation A/S sorterer ikke i alle danskere, men i de kunder, som virksomheder ønsker sorteret.
Betænkelig metode
De kan benytte det nye sorteringsprogram til at se, om en kunde måske er en potentielt dårlig betaler. Måden, det sker på, kan vise sig at være betænkelig i forhold til reglerne om behandling af persondata, som Datatilsynet kontrollerer. Advokat Henrik Brandt fra Advoteam i Holte mener, at det er ulovligt at bruge lukkede registre på den måde. Professor Lars Bo Langsted fra Aalborg Universitet er mere i tvivl.