De første 20 år

Mandag den 2. maj 1983.

Det var dagen, da danskerne for første gang fik mulighed for at købe en CD-afspiller. Den kostede knap 9000 kr. Det var rigtigt mange penge dengang.

Samme dag fik danskerne adgang til at købe det nye musikformat - compact disc'en eller bare CD'en. Udvalget var med 150 titler ikke større, end det kunne stå på en enkelt hyldemeter. Det var hovedsageligt klassisk musik og så enkelte titler med bl.a. svenske ABBA og amerikanske Fleetwood Mac.

»Der var adskillige mennesker, der ved lanceringen kun havde et smil tilovers for CD-formatet. Det bliver aldrig en succes, sagde de, og da jeg påstod, at CD'en i løbet af 10 år ville overtage LP-markedet, syntes de, at jeg var helt åndssvag.«

Ole Wernberg fortæller.

Han var i 1983 produktchef i den danske afdeling af Philips, der havde udviklet CD-afspilleren og compact disc'en sammen med Sony.

Wernberg havde til opgave at introducere danskerne til det nye format, der i begyndelsen af marts var blevet lanceret i Storbritannien, det store europæiske musikmarked sammen med Tyskland.

Allerede i efteråret 1982 var de første CD-afspillere blevet sendt på gaden i Japan af Sony, mens Philips til gengæld fik førsteret til det europæiske marked, herunder lille Danmark.

Lanceringen af CD-formatet var en ganske stor mediebegivenhed. Ole Wernberg blev således interviewet i TV-Avisen, i lokal-TV og lokalradio.

»I begyndelsen gik det trægt, men historien har jo vist, at CD'en er blevet en fantastisk succes,« konstaterer Wernberg, der i dag er funktionschef i BFE, radiobranchens leverandørforening.

Han konstaterer, at CD'en meget hurtigt formåede at overtage LP'ens status som det foretrukne format.

Skiftet sker i 1991

I Storbritannien skete skiftet i 1989, hvor der blev solgt 37,9 mio. LP'er, mens der blev solgt 41 mio. CD'er. I Danmark skete skiftet i 1991.

Selv om CD'en som forbrugsvare blev introduceret i 1983, havde den teknologiske udvikling hen imod det digitale CD-format stået på i en årrække.

Allerede i 1960, et par år efter at de første LP'er i stereo kom på gaden, var der fokus på de koder, der skulle til for, at en maskine kunne aflæse informationer på et CD-format.

I 1972 kom en fysiker på ideen med en compact disc og Philips udviklede en prototype af CD'en og fandt frem til, at der skulle en laser til for at læse informationen på disc'en.

I 1979 blev en prototype på et CD-system demonstreret i såvel Japan som Europa, og det blev besluttet, at den maksimale spilletid på CD'en skulle være 74 minutter (Senere blev det udvidet til 77 minutter).

Derfor blev det også afgjort, at disc'ens diameter skulle være 120 mm. I denne fase indgik Sony og Philips et formelt samarbejde om udviklingen. Således havde de også hver især produkter klar i 1982 til introduktion i Europa og Japan.

I 1983 blev CD-teknologien så for alvor introduceret i USA, hvor der det første år blev solgt 30.000 afspillere og 800.000 CD'er.

Syv år senere blev der solgt 288 mio. CD'er i Staterne, mens det globale salg rundede en mia. eksemplarer.

Det særlige ved lanceringen af CD'en var, at den ikke blot gav pladeselskaberne mulighed for at proppe nye artister ned på et digitalt format. Den gav samme selskaber mulighed for at relancere - og tjene "nye" penge - på bands og solister, som i 1960erne, 70erne og 80erne var udkommet på vinyl og cassette.

Beatles igen-igen

I 1987, altså fire år efter compact disc'en var introduceret, blev de første CD-udgaver af Beatlesplader sendt ud i butikkerne.

Det britiske musikmagasin Q konstaterede, at The Beatles næsten 20 år efter sin opløsning havde skabt endnu en musikrevolution. Albummene røg ind på hitlisten, og bedst af alle klarede "Sergeant Pepper's Lonely Hearts Club Band" sig ved en topplacering.

Det hørte så med til historien, at de første mange genudgivelser af LP'er på CD ikke just var nogen høreværdig oplevelse. Først inden for de seneste fire-fem år har pladeselskaber og kunstnere haft de tekniske muligheder og er for alvor begyndt at arbejde med det såkaldte bagkatalog, både når det gælder lydkvalitet og indpakning.

Den første CD med ny musik, der blev fremstillet i USA, var Bruce Springsteens album "Born In The USA", der udkom september 1984 og blev en kæmpe salgssucces.

Og i maj 1985 udkom et andet storsælgende album, Dire Straits' "Brothers In Arms", på CD, og det britiske band tog på en turné, der i den grad kom til at binde bandet sammen med CD'en. Turneen var sponsoreret af CD'ens opfinder, Philips. Ligeledes optrådte gruppen i reklamer for Philips.

Fra begyndelsen blev CD'en pakket ind i et stykke gennemsigtigt plastic, en såkaldt jewelboks, hvor LP'en typisk var at finde inde i et stykke pap.

Det var på Philips' designcenter i Eindhoven i Holland, at plasticboksen blev udtænkt af englænderen Peter Doodson.

Til det britiske brancheblad MusicWeek forklarer Doodson, at han i sit design blev inspireret af den plastickasse, som et kassettebånd blev pakket ind i. Her var plads til bånd og en lille booklet med information om musik, tekst og kunstner.

Lidt tarvelig

»Jeg fandt, at det var en både elegant og prisbillig løsning,« siger Doodson, der i foråret 1982 på en fabrik i Hannover i Tyskland så de første typer af jewelboksen i produktion.

For musikeren og pladeselskabsdirektøren Nikolaj Nørlund er CD'en aldrig blevet det foretrukne format. Han er ellers vokset op med CD'en.

»Den er lidt tarvelig at se på i forhold til LP'en og lyden er også bedre på LP'en,« mener Nørlund, der senest har investeret i Sonic Youth og Johnny Cash på vinyl.

Som musiker og indehaver af pladeselskabet Auditorium anerkender Nikolaj Nørlund, at CD-formatet giver den nemmeste og billigste adgang til forbrugerne.

»I begyndelsen var det hårdt for små selskaber, at de både skulle bruge penge på at udgive musikken på LP og CD. Men i dag, hvor man kan nøjes med CD'en, er der grundlag for en slags anarki. Da det er forholdsvis billigt at udgive en CD, er det ikke de få store selskaber, men en masse mennesker, der afgør, hvad der skal komme af musik på markedet,« konstaterer Nikolaj Nørlund.

Christian Odd, der er product manager hos EMI i Danmark, lægger ikke skjul på, at han som forbruger og musikinteresseret foretrækker LP'en.

Omvendt konstaterer han - uden at lyde som en, der er ansat på et pladeselskab, at de lavere omkostninger ved produktionen af en CD'en ikke blot har skabt et større udbud end tidligere, men også har skabt grundlag for en langt større udbredelse.

Ud til flere mennesker

»Da CD'en fylder mindre og derfor er billigere at transportere, kan den også komme ud til langt flere mennesker,« konstaterer Christian Odd.

I den forbindelse er det nok værd at bemærke, at CD'en i modsætning til LP'en er at finde på hylderne i langt de fleste supermarkeder og tankstationer. Skeptikerne vil så tilføje, at det er hitlistemusikken, der findes side om side med motorolien og bleerne.

»Men lige som der skal være plads til både fine franske restauranter og pølsevogne, skal der være et væld af muligheder for at købe musik,« siger Christian Odd.

Her har pladeselskaberne til gengæld et problem at slås med nogle butikker om.

I langt højere grad end tidligere bliver CD'en nemlig pakket ind i andre formater end den velkendte jewelboks, som passer til hyldemeterne og stativerne ude i forretningerne.

Og til IKEAs forskellige CD-systemer til det kære hjem for den sags skyld.

Nikolaj Nørlund og Christian Odd er dog ikke i tvivl om, at lige som CD'en skal have den bedst mulige lyd, skal forbrugeren tilbydes noget merværdi i form af bl.a. en spændende indpakning.

»Jeg fatter ikke, at jewelkassen er blevet standard. Den består af en masse plastic og er bare så grim og går i øvrigt meget nemt i stykker,« siger Nørlund, der har valgt den lidt dyrere løsning, at udgivelserne på Auditorium skal pakkes ind i pap - lige som vinylplader, fristes man til at tilføje.

Løssluppen indpakning

Andre kunstnere og pladeselskaber har deres mere eller mindre utraditionelle bud på indpakning.

Den såkaldte digipak, hvor CD'en sidder i en plasticholder, der til gengæld er pakket ind i pap, er det mest sete alternativ til jewelboksen, som til gengæld har fået en luksusudgave - den såkaldte superjewelboks. Materialet er lidt mere solidt og den har runde former.

Derudover arbejder pladeselskaber og kunstnere med indpakninger, der kun kommer i begrænset oplag. Det britiske band Radiohead udgav således "Amnesiac" som en rød bog, der var langt større end det gængse CD-format, mens Sony Music pakkede David Bowies album "Heathen" ind i et LP-format og hollandske Anouks album "Graduated Fool" kom i et format, der kunne minde om en tegnedreng.

Og britiske Massive Attacks nye CD blev forud for udgivelsen forleden promoveret i en alternativ jewelboks. Her var der tale om blød plastic med sangtitlerne trykt på forsiden og CD'en siddende på en særlig holder. Meget spartansk.

Til gengæld blev de nye CD'er med George Harrison og Tori Amos pakket ind i (gave-)æsker, hvor der foruden musik-CD'en lå ekstramateriale til både øjne og ører.

Noget særligt er der også over danske Kashmirs kommende album, der i første oplag udgives i fire forskellige indpakninger.

»Selvfølgelig handler det om at give forbrugerne mere for pengene. Men det er også udtryk for, at CD-formatet virkelig manifesterer sig som et selvstændigt format. Selv om der er gået tyve år, har det i lang tid været pakket ind som et supplement til LP'en. Men nu, hvor man ikke længere behøver at forklare kunderne, at der er tale om en CD, kan indpakningen blive både æstetisk og løssluppen,« siger Christian Odd.

Det oplagte spørgsmål til Christian Odd og andre er selvfølgelig, om der også findes CD'er om 20 år.

De næste 20 år

Vi ved som udgangspunkt, at CD'en ikke har formået at skubbe LP'en i graven. Der findes stadig nye vinylplader på markedet, ud over at der sælges mange brugte plader.

Men i stor udstrækning er køberne af LP'er musiknørder, der enten foretrækker lyden på vinyl, er DJs eller mener, at musik skal bringes til verden via en pladespiller.

Vi ved også, at der arbejdes målrettet med at lancere nye CD-formater. SA-CD'en skulle give en bedre lyd end CD'en, og der udgives også musik på DVD, der har samme format som CD'en.

Til gengæld er det også et faktum, at salget af CD'er er faldet voldsomt de senere år, både herhjemme og på globalt plan.

Årsagerne er, hvis man spørger pladebranchen, i meget høj grad ulovlig downloading af musik via internettet og piratkopiering af CD'er.

Dertil kommer, at de mange musikradioer, som er dukket op de senere år, opfylder manges behov for at høre musik. De har ikke behov for også at eje nye CD'er til priser, som mange forbrugere beklager sig over er for høje.

Hvis man spørger brancheorganisationen IFPI, som omfatter de store pladeselskaber, er fremtidsmusikken, at forbrugerne skal kunne få de foretrukne bands og solister, som de nu ønsker det: F.eks. på CD, via stereoanlæg, bilradio, via computer og telefon.

Ambitionen er til gengæld også, at der skal betales for ønskemusikken, hvad enten den hentes hjem på CD, der er købt i en forretning eller i en internetbutik, eller bliver bestilt til digital levering til stereoanlæg, bilradio eller telefon på lejevilkår.

Branchen konstaterer, at betaling ganske enkelt er nødvendigt, hvis der skal produceres musik for fremtiden.

Nikolaj Nørlund kan godt se for sig, at CD'en i hvert fald »bliver kørt ud på et sidespor« af en digital distribution af musik via internet eller radio. Til gengæld forestiller han sig en fortsat opblomstring af vinylpladen.

Christian Odd forestiller sig, at der også i fremtiden vil være forbrugere, der har behov for at få musikken på et album.

»Netop her spiller merværdien i form af en flot indpakning og ekstra materiale en stor rolle. Dem, der godt vil bruge titusindvis af kroner på en Børge Mogensen-sofa, skal også vælge den rigtige CD frem for piratkopien,« siger Odd.

Han er dog ikke i tvivl om, at fremtiden i høj grad bliver, »at man ikke har noget i virkeligheden«.

»Forbrugerne kommer til at gå rundt med en receiver, hvor de kan modtage musikken via et globalt bredbånd. Det skal være så nemt som muligt, hvor jeg personligt ser en charme i at få ondt i armen ved at slæbe vinylplader med hjem og bruge tid på at pleje pickuppen på min pladespiller,« siger han.

Ole Wernberg, der for 20 år siden gjorde reklame for CD-mediet, konstaterer, at »CD'en ikke synger på sidste vers, men har toppet, så vi for fremtiden måske skal finde den i butikkerne i sidegaderne«.

Dankort med musik

Wernberg forventer, at der kommer et nyt håndfast produkt, som dog i modsætning til LP og CD ikke skal sættes i bevægelse.

»Det bliver lidt lige som at stikke et dankort i en automat. Her kommer den musik, som man downloader, til at ligge for en kortere eller længere periode,« siger Wernberg, der ikke lægger skjul på, at han egentlig ikke bryder sig om udviklingen.

»Folk valgte i sin tid ikke CD'en, fordi det lød bedre, men fordi det var nemmere. Sådan vil langt de fleste også vælge for fremtiden,« siger Ole Wernberg.

peter.schollert@jp.dk