Smuds på hr. Møllers ære

I sensommeren 1999 fik journalist Christian Jensen på Berlingske Tidende det, ingen journalist i længden kan leve uden: et godt tip. Det var en historiker, der kontaktede journalisten med ordene:

»Der er nogle interessante oplysninger i "Gyths kasse", som kan være med til at sætte nyt lys på A.P. Møllers rolle under Besættelsen!«

Journalisten spidsede øren. Gyths kasse er sådan set ikke hemmelig, den var bare meget stor og uoverskuelig. De 21 bind står i Rigsarkivets afdeling for Forsvarets Arkiver under registernummer CLXVII. Det er ægte krigsgods. Tætskrevne papirer, der i nedfotograferet form blev smuglet ud af Danmark i udhulede barberkoste og rektalpatroner. Kaptajn Volmer Gyth var efterretningsofficer og en del af en gruppe, der kaldte sig Ligaen og arbejdede med at give oplysninger om tyskernes aktiviteter i Danmark videre til englænderne

Siden 1992 havde udvalgte historikere kunnet søge frit i den, uden at der var kommet sensationelle oplysninger frem af den grund. Men da journalisterne tog fat, stødte de på noget, der tændte dem.

»Det var et klart gennembrud,« forklarede Christian Jensen senere fagbladet Journalisten, der i stærkt dramatiseret form fortalte historien om journalisternes gravearbejde.

Gennembruddet var en rapport fra »Revisionsudvalget for tyske betalinger,« hvoraf det bl.a. fremgår, at Dansk Industri Syndikat har måttet betale syv millioner kroner tilbage af de penge, man har tjent på at fremstille våben til tyskerne. Desuden havde Ligaen gentagne gange opfordret til at gøre noget ved Dansk Industri Syndikat. Til slut bad man simpelthen englænderne om at bombe fabrikken, hvis bagmænd blev beskrevet som »pro-german or self-interested.«

En af hovedaktionærerne i Dansk Industri Syndikat var skibsreder A.P. Møller.

Fædreland og kongemagt

Et journalistisk gennembrud. Og første trin i en udvikling, der skulle føre til, at Danmarks ældste avis efter 251 år under dansk flag kom på udenlandske hænder. En avis, hvis redaktører siden 1948 har skullet skrive under på en tiltrædelseserklæring om at ville arbejde »i national og demokratisk ånd, i ærbødighed for kristendommen og i troskab mod fædreland og kongemagt.«

Berlingske Tidende var en institution, som nok havde vaklet før, men som netop var blevet reddet, fordi indflydelsesrige folk anså avisen for at være en borgerlig bastion, som for enhver pris måtte beskyttes. I 1982 var Berlingske på fallittens rand, men en kreds af erhvervsfolk - med Mærsk Mc-Kinney Møller i spidsen - skillingede sammen og sikrede bladets videre eksistens.

Journalisterne var derfor nok glade og opstemte, men alligevel ikke helt trygge ved situationen. I deres stille sind vidste de selvfølgelig, at en kritisk artikel om A.P. Møller ikke uden videre kunne trykkes i Berlingske Tidende. Dertil var skibsrederen lidt for synonym med »fædreland og kongemagt.« Tillige var han altså medejer af avisen.

Og man havde tidligere oplevet, at avisens ejere havde haft held til at standse en historie.

Den journalistiske frihed på Berlingske Tidende havde derfor længe været et ømt punkt. Formelt var der naturligvis aldrig tvivl om uafhængigheden, men journalister taler meget, både sammen og bag hverandres rygge. Snakken gik om, at på Berlingske Tidende kunne der ikke skrives kritisk om A.P. Møller, Den Danske Bank og Carlsberg - de ejede jo bladet, og deres topledere var avisens redningsmænd.

Nej fra chefredaktøren

Sandt eller ej, det var en skrøbelig balance, som af en redaktør blev udtrykt således, da en ung hedspore søgte ansættelse på avisens erhvervsredaktion med hovedet fuldt af ideer til kritiske artikler:

»Husk, at på Berlingske Tidende skriver vi ikke kun om erhvervslivet, vi skriver også for erhvervslivet.«

Den situation kunne ingen af journalisterne være i tvivl om, og de gik da også stille med dørene. Først i september valgte de på et møde at lufte noget af det, de havde fundet frem til. Det skete på et møde i søndagsredaktionen, men reporternes foreløbige meldinger gjorde redaktøren nervøs.

Det forstod de, da der allerede dagen efter kom en henvendelse fra daværende chefredaktør Peter Wivel:

»De her foreliggende oplysninger om efterretningsovervågning af skibsreder A.P. Møller vil derfor ikke blive bragt i en avis, jeg har ansvaret for. Det er mit håb, at du efter nøjere overvejelse vil være enig med mig heri. Vi bringer det, der fortjener at blive bragt. Det gør disse formodninger og mistanker ikke. Ikke i vores avis, i hvert fald,« skrev han. En tekst, der senere skulle blive blæst op på overhead til alles forargelse, da avisens journalister mødtes for at diskutere chefredaktørens adfærd.

Medarbejderne følte sig censureret og krævede arbejdet med historien fortsat.

Åben konfrontation

Peter Wivel var i en vanskelig situation. Ved direkte at kontakte journalisterne havde han anbragt sig selv i en åben konfrontation med bladets medarbejdere, og der var ingen mellemledere til at tage af for stødene. Det var den øverste chef mod en enig medarbejderskare.

Peter Wivel havde mindre end to timer til at svare på journalisternes udtalelse. Svaret kom, men det var ikke egnet til at dæmpe gemytterne, for chefredaktøren var stadig ikke imponeret af det materiale, han havde fået forelagt.

Officer Gyth var »en af de største idioter, som hæren kunne fremvise,« mente Wivel. Men chefredaktøren tilføjede, at skulle der »dukke uigendrivelige beviser frem for, at A.P. Møller samarbejdede med tyskerne af hjertens lyst og gav dem mere, end de kunne have krav på, så foreligger der en ny situation.«

Det svar var lige ved at udløse strejke. I stedet sendte medarbejderne et mistillidsvotum. Og Peter Wivel bøjede sig.

Søndag den 14. november udkom Berlingske Tidende så med en artikel over flere sider.

Overskriften var »Rederen og besættelsen.«

I artiklen hed det bl.a. at »syndikatet producerede og solgte våben til tyskerne langt ud over, hvad virksomheden var tvunget til af tyskerne og de danske myndigheder.« Og ordet »landsforræderi« blev nævnt.

Karl Erik Nielsen, en af de fire journalister bag artiklen og medforfatter til bogen "Krigens købmænd", fastholder, at der var dækning for artiklens indhold:

»I "Krigens købmænd" konstaterer vi med udgangspunkt i en række officielle dokumenter, at Riffelsyndikatet lagde et massivt pres på regeringen for at få lov til at sælge våben, og at regeringen af den grund stik imod sin vilje måtte udvide grænserne for samhandlen. Presset skete blandt andet i form af direkte forhandlinger mellem Riffelsyndikatet og tyskerne i Berlin, hvilket regeringen havde forbudt. Det kaldte den konservative minister Christmas Møller på et regeringsmøde for landsforræderi, hvilket fremgår af hans egne og andres notater fra mødet.«

Problematisk brug af kilder

Det er bl.a. den udlægning, der nu afvises af historikeren Birgit Nüchel Thomsen, som i de seneste tre år har forsket i 100 danske virksomheder og deres forhold under besættelsen. Hun er tilknyttet den undersøgelse, der på Enhedslistens initiativ kom i stand efter artiklerne i Berlingske Tidende. En særbevilling på fem millioner kroner skulle sikre, at hver en sten i spørgsmålet om erhvervslivets samarbejde med værnemagten blev vendt.

»Der var ikke noget mærkeligt i, at repræsentanter for Riffelsyndikatet var i Tyskland i maj 1940. De var - sammen med folk fra andre erhvervsområder - inviteret med af Udenrigsministeriet. Og Christmas Møllers ord om »landsforræderi,« er brugt uden for sin sammenhæng - der står intetsteds ved siden af navnet A.P. Møller. Journalisternes tolkning er et eksempel på en stærk problematisk brug af kilderne,« siger hun.

I dag bakker Peter Wivel stadig historien op - med den tilføjelse, at han opfatter A.P. Møller som en »dansk patriot.« Og at han »ville ønske, at rederiet A.P. Møller havde udvist samme åbenhed over for Berlingske Tidende, som selskabet har vist Birgit Nüchel Thomsen. Det havde uden tvivl givet flere nuancer til vores historie.«

Peter Wivel mener, at Birgit Nüchel Thomsen i modsætning til avisens journalister har haft adgang til A.P. Møllers arkiver. Det afviser hun fuldstændig.

»Alt, hvad jeg fremlægger, er tilgængeligt i offentlige arkiver. Og i bøger, herunder flere, der optræder i litteraturlisten i "Krigens købmænd". Disse oplysninger kunne journalisterne også have fundet, hvis de havde villet,« siger hun og fastholder, at avisens fremstilling i bedste fald kan kaldes utilstrækkelig, hvis reporterne da ikke bevidst har villet vildlede. Hun finder, at journalisterne savner forståelse for de økonomiske vilkår under besættelsen og det særlige samspil mellem regering, erhvervsliv og besættelsesmagt.«

Helt ude i hampen

Birgit Nüchel Thomsen bakkes op af dr. phil. Henrik S. Nissen, lektor i historie ved Københavns Universitet:

»Sensationen var ikke så stor. Det meste af historien om Riffelsyndikatet er skrevet i bogen "In the friendliest manner", og det fortalte jeg også de fire journalister dengang - men det var de ikke så glade for. De har da gjort et pænt stykke arbejde med at gennemgå arkiverne, men deres tolkning er præget af en forargelse, som er helt ude i hampen. Det er da muligt, at A.P. Møller kunne have trukket en smule mere i håndbremsen, men det er umuligt at vurdere for os i dag - det skulle jo under alle omstændigheder være sket med yderste forsigtighed, ellers var fabrikken ganske enkelt blevet konfiskeret. Journalisternes moralske vurdering af A.P. Møller er ikke til at holde ud, og den bygger på en manglende forståelse for forholdene dengang,« siger Henrik S. Nissen.

Kritikken afvises pure af Karl Erik Nielsen.

»Vi gennemgår faktisk den såkaldte kommando-økonomi ganske indgående, og det er ikke os, der misforstår den. Det afgørende i retsopgøret var nemlig ikke, om leverancerne var godkendt af myndighederne, for det var alle. Det afgørende var, hvordan virksomhederne havde fået godkendelserne. Om de havde udnyttet, at myndighederne manglede handlefrihed til at sige nej.«

Heller ikke i spørgsmålet om de syv millioner kroner, Riffelsyndikatet måtte betale tilbage efter krigen, anerkender Karl Erik Nielsen kritikken:

»Det er en misforståelse, at vi kalder betalingerne efter retsopgørets økonomiske værnemagerlove for bøder eller bod. Vi sidestiller dem med det, de reelt var - nemlig en konfiskation af fortjenester. Sådan blev de opfattet af de politikere, der fik lovene vedtaget, og af de embedsmænd, der forvaltede dem - blandt andre landets øverste anklager, rigsadvokat Frits Pihl,« siger han og tilføjer, at han ser frem til den dag, da undersøgelsen foreligger i samlet form, »så vi får mere samlet og objektiv vurdering af værnemagerlovene og deres betydning.«

Prompte reaktion

Hos A.P. Møller ville man på intet tidspunkt beære journalisterne med svar på nogle af deres spørgsmål.

Og da artiklerne stod at læse i avisen alligevel, reagerede skibsrederen ved prompte at opsige sit abonnement.

I januar 2000 kom så de første chokerende signaler fra rederiet om, at man ikke længere ønskede at eje aktier i Det Berlingske Officin. Daværende (og nu afdøde) bestyrelsesformand Ole Scherfig har senere - i portrætbogen "Den brutale redelighed" - udtrykt forståelse for skibsrederens beslutning.

»Når der bliver øvet vold på Mærsks fars ære, kan jeg godt forstå, han reagerer meget voldsomt. Og hvilke reaktionsmuligheder har han? Hvis han forsøger at påvirke artikelserien, bestyrelsesformanden eller chefredaktøren, vil han blive kastet for hundene af hele den danske presse. Hvad kan manden så gøre andet end at sige: Jeg vil ikke være med mere. Det må man respektere.«

Det var Ole Scherfig, der sammen med landsretssagfører Kristian Mogensen i 1982 havde organiseret redningsaktionen, der sikrede avisens overlevelse.

Salget til Orkla

De øvrige storaktionærer - Unibank, Danske Bank og Carlsberg - var imidlertid ikke kede af Mc-Kinney Møllers beslutning. De havde brug for at få frigjort penge til andre formål, men ingen af dem havde haft lyst til at tale med den nationalt sindede skibsreder om den sag.

Nu løste problemet sig selv. I marts - fem måneder efter at den første artikel var blevet bragt - solgte Mærsk sin aktiepost på 14 procent til tre forskellige købere. En af dem var Den Danske Bank, som selv havde Mærsk som storaktionær. Med købet kom Den Danske Banks andel af Berlingske-aktier op på 36,6 procent, en kontrollerende post. Og da banker ifølge loven ikke må drive ikke-finansiel virksomhed, greb Finanstilsynet som ventet ind: Den Danske Bank skulle sælge sine aktier.

Det samme gjorde andre storaktionærer, der tilmed kunne glæde sig over en højere pris, fordi en stor, kontrollerende aktiepost altid har en højere stykpris end en lille.

I slutningen af november 2000 faldt handlen så - efter lange, intense forhandlinger - på plads. Godt et år efter den første artikel om A.P. Møller og Riffelsyndikatet var Berlingske Tidende solgt til den norske mediekoncern Orkla.

Danmarks ældste avis var på norske hænder.

»En misforståelse,« kalder Birgit Nüchel Thomsen den historie, der udløste salget. Måske kunne den være undgået.

Ansvarhavende chefredaktør for Berlingske Tidende i dag, Niels Lunde, bakker op om sine journalister:

»Vi står stadig inde for, hvad vi skrev dengang. Jeg er ikke enig i Birgit Nüchel Thomsens kritik.«

niels.lillelund@jp.dk