Fortsæt til indhold
Erhverv

DR's "De sorte spejdere" stopper

<p>DR slukker overraskende mikrofonerne for "De sorte spejdere" fredag den 19. december og siger farvel til en gigantisk radiosucces.</p>

Når radioværterne Anders Breinholt og Anders Lund Madsen slukker mikrofonerne for "De sorte spejdere" fredag den 19. december, bliver det samtidig farvel til en af P3's største lyttermagneter.

Det oplyste DR overraskende onsdag.

En million lyttere dagligt

Programmet har i løbet af fire år vokset sig til en gedigen lytteryndling med fem ugentlige sendinger og op mod en million trofaste radiofans hver uge.

Anders Breinholt er imidlertid glad for at kunne lukke programmet, mens han og resten af holdet stadig har begejstringen for at lave radio:

"Vi er så heldige, at lytterne ikke er trætte af os endnu, så vi selv kan vælge at trække stikket. Jeg er stolt af "De sorte spejdere", og det har været skidesjovt. Men efter fire år har både Anders og jeg også lyst til at prøve kræfter med andre ting," siger Anders Breinholt i en udtalelse til DRs hjemmeside.

Beslutningen bakkes op

Beslutningen om at lukke bakkes op af P3-chef Carsten Worsøe.

"Vi bakker 100 procent op om Anders og Anders’ beslutning. Programmets rygvind afhænger af værternes glæde ved at lave det, så vi må aldrig blive bange for at lukke en succes. P3 kendes som en kanal, der flytter grænser og tænker nyt, og derfor skal vi have modet til at lade favoritterne stoppe, inden både værter og indhold lyder slidt," siger han i en pressemeddelelse fra DR.

Klar med nye formater

Det ligger endnu ikke fast, hvad der skal afløse 'De Sorte Spejdere'.

Men P3-chef Carsten Worsøe garanterer, at det i hvert fald ikke bliver en kopi af spejderne:

"På P3 er det heldigvis en del af vores dna at skabe nye formater og originale programmer, så der kommer ikke et nyt spejder-show efter den 19. december. Vi vil fokusere på talentmassen, give plads og udvikle nye ideer i løbet af 2009," siger han i udtalelse.

Til og med den 19. december sendes programmet på P3 mandag til fredag klokken 14.03-16.00.