Mønten næsten ingen vil tage imod

»Lad være med at tro på ham. Han har garanteret købt den i et kuponkatalog. Den er ingenting værd.«

Anspændt stemning

Stemningen i tusmørket er lettere anspændt. En fyr med tatoveringer op ad halsen har forladt dartskiven for at blande sig. Jeg står ved baren i The Billabong Bar på Skolegade i Århus.

På disken ligger den splinterny, skinnende 500-kronemønt med dronning Margrethe på den ene side og kongeskibet på den anden. Bartenderen kigger vantro på den.

»Sådan en har jeg sgu aldrig set,« siger han lidt tøvende.

»Har I set den her?« siger han til nogle af stamkunderne.

Fyren med tatoveringerne er skråsikker.

»Han er fuld af løgn. Den er ingenting værd. Tror du ikke, at jeg læser aviser. Jeg ville vide det, hvis der var kommet en ny mønt,« fastslår han hånligt, mens jeg stædigt forsøger at overbevise den lille flok ved baren om, at jeg ikke er ude på at snyde nogen.

Det er svært at trænge igennem. Men det vender vi tilbage til. Besøget på The Billabong Bar er nemlig et led i en rundtur til 10 butikker for at se, om man overhovedet kan betale med den nye 500-kronemønt, som Nationalbanken sendte på gaden i september.

Mønten med kongeskibet bliver ifølge en pressemed-delelse fra Den Kgl. Mønt fremstillet i 60.000 eksemplarer og er en større udgave i 99,9 pct. sølv af den 20-kronemønt med kongeskibet Dannebrog, der netop er udsendt. Mønten kan købes i alle pengeinstitutter for, ja, 500 kr., og formentlig vil den havne i skuffen hos mange møntsamlere, men ifølge Møntloven har alle butikker pligt til at tage imod den nye mønt som det lovlige betalingsmiddel, som den er.

Men en ting er love og regler. Virkeligheden viser sig noget anderledes.

DSB-kiosken: Nej

Min rundtur begynder i DSB-kiosken på banegården i Århus.

»Det bliver 17,95 kr.,« siger ekspedienten, Kirsten Holstein, da hun skanner de tre pakker grøn Stimorol ind.

Hun stirrer mistroisk på mig, da jeg smider mønten på disken.

»Nej, den vil jeg ikke have. Jeg skal have rigtige penge,« siger hun og nægter trods min insisteren på, at den nye 500-kronemønt kan bruges som betaling.

Der er heller ikke hjælp hos kollegaen, Thomas Petersen, ved den anden kasse. Han vil heller ikke vide af den nye mønt, som ganske rigtigt også mest ligner barndommens store mønter med chokolade i.

Apoteket: Nej

I Jernbaneapoteket på Banegårdspladsen har jeg heller ikke heldet med mig. Den lyshårede pige ved kvikkassen tager en pakke panodil ned fra hylden med et smil, men da jeg kækt smider mønten på disken, ryster hun på hovedet.

»Den må du vist hellere beholde,« forsøger hun venligt.

»Nej, jeg vil gerne betale med den,« svarer jeg.

Hun undskylder og tager mønten med ud i baglokalet og vender straks efter tilbage.

»Desværre. Jeg må ikke tage imod den.«

Lidt efter bliver indehaveren, apoteker Bent Haugaard, tilkaldt. Han gentager, at den mystiske mønt ikke kan bruges som betaling, for han tvivler på, at den er gangbar. Da han får at vide, at det virkelig er en ny mønt, som netop er sendt på gaden af Den Kgl. Mønt, ryster han på hovedet.

»Sådan noget pjat. Det er kun med til at forvirre os handlende, at de laver så mange mærkelige mønter,« siger han.

Frellsen Chokolade: Nej

I Frellsen Chokolade på Strøget i Århus er der fuld af lækkerier i glasdisken. Jeg vælger en dejlig flødebolle med kokos til 8 kr., men Marion Petersen bag disken slår en kluklatter op, da hun ser mønten.

»Hvad er det? Den tør jeg ikke tage imod. Så vil jeg hellere forære dig flødebollen,« siger hun.

Biocity: Nej

Bedre går det ikke i Biocity, hvor Michelle Bodholt sidder i billetlugen.

»Den tager vi ikke imod,« siger hun.

Hvorfor?

»Fordi jeg aldrig har set sådan en før, og jeg har ikke fået et memo om, at der skulle være kommet en ny mønt, så du kan ikke få noget for den der,« siger hun bestemt.

Netto: Nej

I Netto er det myldretid. Køerne er lange, og utålmodige kunder bagerst i køerne står klar, hvis der nu skulle blive åbnet en ny kasse. Endelig er det min tur. Jeg lægger den skinnende mønt ved siden af dankortterminalen.

Den unge kassedame stirrer forundret på mønten og viser den til en fyr ved nabokassen. De snakker lidt sammen, og hun ringer på en klokke for at tilkalde hjælp.

»Jeg er altså nødt til at få tjekket, om jeg må tage imod den her,« siger hun undskyldende og sætter sig til at vente, mens hun vender mønten i sin hånd.

Det er hendes første dag ved kassen, fortæller hun.

Bag mig vokser køen, og kassedamen ringer endnu en gang på klokken. Men ingen kommer hende til undsætning. Der går sekunder, flere sekunder, endnu flere sekunder. Det føles som timer, men der går måske kun et minut eller to.

Det er efterhånden ret pinligt, for alle i køen stirrer olmt på den suspekte mand med den mærkelige mønt, som forsinker det hele. Er han en svindler? Har han mon selv lavet mønten?

Til sidst beslutter hun sig for at tage imod den, men netop da hun er ved at putte den i kasseapparatet, dukker en overordnet op og får mønten i hånden.

»Pas,« siger hun. »Jeg har aldrig set sådan en. Jeg ved ikke, om den duer.«

Jeg beslutter mig for at afbryde pinligheden og fisker 20 kr. op af lommen som betaling for mit tyggegummi.

Expert: Ja

Hos Expert i Viby Centret er det souschef Kasper Enemark, som får mønten i hånden. Han vender og drejer den og kalder på en kollega.

»Er den god nok?« spørger han og får at vide, at han roligt kan tage imod den.

»Det er sådan nogle, som man kan købe i Mønthuset,« siger kollegaen.

»Jeg har aldrig set sådan en før, men når han siger, at det er i orden, kan du godt betale med den,« siger han.

Mister Mint: Ja

I Mister Mint, nøglebaren i det samme center, ser Kent Nielsen noget skeptisk ud, da jeg vil betale med den skinnende mønt. Han er lige ved at tage den, da han stopper op og siger:

»Lad mig lige kigge på dig. Ser du ærlig ud? Hvis du snyder mig, kommer du igen, ikke?«

Han griner, og da han får at vide, at det er en rigtig, ny mønt, er han begejstret.

»Hvor er den flot,« siger han og fisker en 500-kroneseddel op af lommen for at bytte. Pludselig vil han meget gerne have fingre i den mønt.

Føtex: Nej

I Føtex er imødekommenheden knap så stor. Kassedamen ser måbende på mønten, og efter at have rådført sig med kollegaen ved nabokassen ryster hun på hovedet og siger nej.

»Den kan ikke bruges her. Måske kan du veksle den i banken.«

Ja måske, men jeg vil gerne betale med den. Kan jeg det?

»Det kan ikke lade sig gøre.«

Heller ikke i Føtex' kundeservice er der hjælp at hente.

»Vi har ikke fået besked om, at vi skal tage imod 500-kronemønter, så det gør vi ikke,« fastslår serviceleder Jens Siggaard.

Japan Foto: Ja

I Japan Foto på Ryesgade lægger jeg to pakker batterier på disken, og mens ekspedienten taster batterierne ind på kasseapparatet, placerer jeg diskret mønten på disken.

»Hvad er det for en,« spørger hun overrasket og kigger nysgerrigt på mønten. Hun kalder på de andre i butikken.

»Har I set den her?«

Kort efter granskes mønten af tre kollegaer - bl.a. Jes Pedersen, som efter nogen diskussion frem og tilbage giver grønt lys for, at jeg må betale med den ukendte mønt. Han lader sig overbevise af monogrammet og billedet af Dannebrog på bagsiden. Om ikke andet kender han en, der godt vil købe den for 2.000 kr., forklarer han med et grin.

»Det er klart, at man bliver en smule mistænksom, når man aldrig har set sådan en mønt før. Men jeg synes, at det er konge, at de laver en 500-kronemønt. Mønter sidder løsere i lommen på kunderne end fedtede sedler, så lad os få nogle flere af dem.«

The Billabong Bar: Nej

Tilbage i The Billabong Bar har bartender Erik Jepsen for længst afvist at tage imod den mærkelige mønt, men jeg bliver ved med at insistere på, at den virkelig kan bruges som betaling, og nu fortæller jeg også, at jeg i virkeligheden er journalist fra Morgenavisen Jyllands-Posten og er på butikstjek for at undersøge butikkernes kendskab til en af landets nye mønter.

Stemningen bag baren er stadig mildest talt skeptisk. Til sidst googler bartenderen Den Kgl. Mønt på en bærbar computer bag disken og finder ud af, at jeg har ret.

Selv fyren med tatoveringerne må overgive sig.