Fortsæt til indhold
Erhverv

Sådan sparer du bedst op

Her er fem forskellige strategier, du kan bruge, når du sparer op - alt afhængigt af om udgangspunktet er for eksempel en børnefamilie eller ung studerende.

Sparegrisen er ingen dum opfindelse. Den er synlig, og sparekronerne er nemme et komme til.

Imidlertid har den mere karakter af oplæring i opsparing, for rentetilskrivningen er nul, så længe pengene ligger uvirksomt hen i sparegrisens vom.

Voksne må finde på mere avancerede opsparingsmetoder. Dinapengar.se giver fem gode tips til sparestrategier - der helt afhænger af personlighed og mængden af penge i tegnebogen.

Læg lidt til side hver måned

Sådan kommer du i gang.

For dig, som har brug for det meste af indtægten, men alligevel gerne om fem eller 10 år vil kunne råde over en lille opsparing, kan løsningen være at sætte et par hundrede kroner til side hver måned. Er der råd til mere en måned, kan du vælge at sætte lidt ekstra til side. Vælg en konti med så høj rente som muligt. Hurtigere, end du tror, vil der oparbejdes en kapital, som eventuelt kan bruges til større indkøb, ferier eller investeringer.

Fordelen med denne type opsparing er, at pengene altid er til rådighed, hvis du skulle få brug for dem.

Aktiefonde giver godt

Selv i en relativt dårlig børsperiode som 2000-2005 var en månedsopsparing i en aktiefond en bedre forretning end at have pengene stående på en bankkonti med relativt lavt rente. Fordelen er, at pengene vokser hurtigere, mens ulempen er, at pengene i kortere eller længere perioder vil være bundet.

Børnefamilier bør vente

Opsparing gælder dog ikke i alle livets faser. Dinapengar.se anbefaler således ikke børnefamilier at spænde sig alt for hårdt op med opsparing til bl. a. pension. Børnefamilier har mange udgifter til bleer og daginstitution. Derfor bør de forsøge at anbringe eventuelle spareskillinger på en højtforrentet konto uden risiko for tab, lyder anbefalingen.

Dinapengar.se råder desuden forældrene til at lade f. eks. bedsteforældre stå for indbetalingerne til en eventuel børneopsparing. I stedet for at få en pose penge senere i livet, vil børnene formentlig sætte mere pris på, at de får nogle sjove oplevelser med forældrene, mens de er små.

Studerende - pas på med udgifter

De fleste studerende har begrænsede midler til rådighed. Alligevel lyder rådet, at de skal forsøge at sætte lidt til side hver måned til f. eks. jul og sommerferie. Hvor pengene anbringes er mindre vigtigt. I en minimal privatøkonomi er den bedste opsparing i virkeligheden at undgå udgifter frem for at gå op i renten på bankkontoen. Der er mange flere penge i at tænke sig om med forbruget, lyder rådet.

Find eventuelt en bank, som tilbyder studerende særligt gode vilkår. F. eks. lave eller ingen gebyr for at hæve på kontokort.

100.000 kr. eller derover

For folk med en formue på mere end 100.000 kr. er der gode muligheder for at se formuen vokse yderligere. Rådet til dem er at investere i bl. a. aktier, men at sprede risikoen ved at købe forskellige aktier.

Risiko og afkast hænger sammen. Invester f. eks i vækstmarkeder i Asien, Kina og Østeuropa, hvor der er chance for at tage store gevinster hjem. Er indskudskapitalen blevet fordoblet, kan det være en god idé at sælge halvdelen og placere pengene i mere sikre aktier, lyder rådet.

Små virksomheder har som regel de største kursudsving. Her handler det så om at købe, når aktierne er billige og sælge, når det går godt for virksomheden.

Og for ikke at kommme i den situation, at pengene skal trækkes ud, mens aktiemarkedet er nede, råder dinapengar.se opsparerne til altid at gemme et mindre reservebeløb på en normal opsparingskonto.