David Trads drager til USA
Nyhedsavisens tidligere chefredaktør David Trads skal være Berlingske Tidendes korrespondent i Washington.
Berlingske Tidende har fra årsskiftet udnævnt David Trads til at være avisens USA-korrespondent med base i Washington. Her afløser den nu 41-årige Trads den hidtidige korrespondent Karl Erik Stougaard.
David Trads skiftede 1. marts til Berlingske Media, da han blev ansat i en stilling som redaktionel projektleder.
David Trads har i sin hidtidige karriere været chefredaktør på Nyhedsavisen og Information, redaktionschef for Metroxpress, mens han for Jyllands-Posten har været korrespondent i Moskva og Latinamerika.
Forsøgte sig i politik
Han har tillige forsøgt sig at skabe en politisk karriere inden for Socialdemokraterne, men i 2004 blev han i Skanderborg-kredsen slået af det nuværende folketingsmedlem, Kirsten Brosbøl. I sin tid som chefredaktør på Nyhedsavisen forsøgte han sig også som politisk kommentator, da han bl.a. udnævnte Naser Khader til at være Danmarks svar på Kennedy.
Derudover har han undervist ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet i Odense.