Bibob lukker for flere kunder
Tilgangen af nye kunder er så massiv, at det nye mobilselskab nu må sige nej til nye kunder.
Danskerne er tilsyneladende vilde med at blive kunde i det nye mobilselskab Bibob. Så vilde, at selskabet senere i dag lukker for tilgangen af nye kunder.
"Vi vil gerne give vores kunder en god service. Det kan vi ikke fortsætte med, med den tilstrømning der er i øjeblikket. Derfor vil vi senere i dag lukke for nye kunder," siger stifteren Frank Rasmussen.
Medarbejdere brænder ud
Siden starten i mandags er antallet af kunder nu femcifret. Bibob regner med at kunne tage imod 2.000 nye kunder om dagen. Men på bare to dage er antallet af kunder rundet 10.000.
"Det er lige i overkanten. Det vil det være for både et stort og et lille selskab. Vores folk er ved at brænde ud," siger Frank Rasmussen og fortsætter:
"Det her overgår langt, langt de forventninger vi havde til hvilken succes vi kunne få."
Han regner med at kunne åbne for nye kunder om et par dage, men forudser også, at det igen kan blive nødvendigt at lukke for nye kunder for at kunne håndtere tilgangen.