TDC øger erstatning
TDC har det seneste år kæmpet med historisk mange kabelfejl, som har efterladt kunder uden telefon- og bredbåndsforbindelse i ugevis.
Mange kunder venter stadig på en TDC-tekniker, men i mellemtiden skruer TDC nu charmen på og fordobler erstatningen.
I dag har kunder krav på en kontant erstatning på 300 kr., hvis de venter mere end 17 dage på at få hul igennem telefonledningen.
En ringe trøst
Fremover vil TDC allerede udbetale 300 kr. i erstatning efter 12 dage, og yderligere 300 kr. når ventetiden runder 24 dage.
Givetvis en ringe trøst for kunder, som elektronisk er afskåret fra omverdenen i ugevis. Men TDC ser alligevel skridtet som et plaster på såret.
"Vi så helst, at kunderne slap for ventetid, men erstatningen er ment som et plaster på såret," siger Jesper Bjerre, markedsdirektør i TDC's privatforretning.
Mens TDC skurer op for erstatningen, har man siden 2003 skåret i antallet af teleteknikere. Det fik sidste år selskabet til hovedkulds at omskole 50 medarbejdere til teknikere. Alligevel har koncernen netop erkendt, at de senere års mange nedskæringer måske er gået for hårdt ud over antallet af teleteknikere.