Fortsæt til indhold
Erhverv

I Legoland skifter mor ble på fars toilet

En særlig udgave af moderne tider, hvor far gør alt, hvad mor gør, kan opleves i Legoland.

For selvfølgelig er det nu også i forlystelsesparken i Billund muligt at skifte ble på fars offentlige toilet som det længe har været på mors.

Men af skiltningen (se fotoet) fremgår det dog, at det stadig er mor, der skifter bleer, men nu ikke alene på mors toilet men altså også på fars.

Eller hvordan er det?

I Legoland understreger pressechef Annemarie Kvist, at der naturligvis er tale om en svipser:

”Heldigvis, siger Annemarie Kvist, oplyser man mig fra rengøringsafdelingen, at skiltet ikke ser ud til at have hindret nogle mænd i at skifte. De virker tværtimod ligeså ihærdige på det pågældende toilet”

Annemarie Kvist understreger, at eventuelle interesserede skal skynde sig i Legoland for at opleve den ekstra attraktion, der publikumsmæssigt endnu ikke helt har kunnet konkurrere med Legoracers og Atlantis. pressechefen melder således allerede at have sat skiltemalerafdelingen i gang med at producere et nyt med et knap så kryptisk signal.