Fortsæt til indhold
Erhverv

Her gemmer vi guldet

Rosenborg gemmer på rigets kronjuveler. Der er noget længere til Danmarks guldreserve.

Dybt under Manhattan hviler verdens største samling af guld. Godt 550.000 glitrende guldbarrer ligger og samler værdi i kælderen under den amerikanske centralbank i New York. Danmark ejer nogle få af barrerne, hvis værdi steg voldsomt i 2007.

Den danske guldreserve på 67 tons opbevares for størstedelens vedkommende hos Bank of England i London, mens kun 2-3 tons er i USA. Og Nationalbanken har ingen planer om at udnytte guldhypen til at tømme ud i lagrene.

»Prisen på guld er steget, så værdien af Nationalbankens guld er blevet højere, og det vil man også kunne se i regnskabet. Men vi har ikke tænkt os at sælge ud af guldreserven,« siger prokurist i Danmarks Nationalbank Louise Mogensen.

Hun tilføjer, at Nationalbanken skal eje guld ifølge Nationalbankloven, men at der løbende dispenseres fra reglen om, at værdien af guldfonden skal svare til 25 pct. af de udstedte cirkulerende sedler i Danmark.

Der kunne ellers hurtigt skovles nogle kroner i statskassen ved at sælge ud af de danske guldbarrer, som p.t. har en handelsværdi tæt ved 10 mia. kr.

Guld værd

Guld er nemlig virkelig blevet guld værd igen.

Alene måleenheden viser, at her er tale om store værdier. Guld handles i ounce, som blot er 31,1034768 g. Og med en guldpris, der har passeret 900 dollars pr. ounce koster en gennemsnitsguldbarre på 12-13 kilo næsten to mio. kr.

Det er investorernes flugt fra aktier og obligationer under kreditkrisen i, som tog fart i 2007, der har sat voldsom gang i privates handel med ædelmetaller igen.

De færreste privatinvestorer har dog ligefrem guldbarrer liggende i pengeskabet. De handler guldkontrakter og nøjes med at købe fysisk guld i form af smykker.

Nogle af de mest erfarne private guldkøbere er de indiske husmødre, som forærer guld væk ved bryllupper og bringer det med i ægteskabet i form af medgift. Guld er faktisk den næstmest foretrukne investering i Indien lige efter bankindskud.

Og skal man tro inderne, er priserne på det dyrebare guld tæt ved at toppe.

Ifølge Financial Times sælger de indiske husmødre nemlig nu kraftigt ud af de mindst elskede guldsmykker.

Regeringerne holder dog igen på deres guld. Guldbarrerne flyttes lidt rundt mellem de forskellige landes kælderbokse, når det bliver lejet ud, eller når der i sjældne tilfælde skal betales med det pureste guld.

Men ud af kældrene kommer guldet ikke.

Danmarks Nationalbank har dog hentet en enkelt guldbarre op fra reserven, pudset den og udstillet den i banksalen. Her kan enhver dansker få lov at lirke hånden ind i udstillingskassen og klappe den 12,5 kilo tunge guldbarre.