Elbiler skubber til den klassiske tankstation: Circle K kører også nye veje
Elektrificeringen ændrer hele logikken i branchen, erkender Circle K's danske topchef. Derfor åbner tankstationskæden nu sin første danske conveniencebutik uden benzinanlæg i Billund Lufthavn.
Mens salget af benzin og diesel falder år for år i Danmark, og energiselskaber investerer milliarder i elladning og convenience, tager Circle K nu et skridt væk fra den klassiske rolle som tankstationskæde her i landet.
Det sker ved at åbne selskabets første danske butik uden tilknytning til en tankstation.
Butikken er placeret i Billund Lufthavn, og det er første gang, Circle K etablerer sig som et selvstændigt convenience-koncept i Danmark – med en butik, hvor der kan købes mad og drikke på farten. Flere lignende butikker kan følge efter.
Åbningen, som gennemføres i samarbejde med Billund Lufthavn, sker i et marked, hvor flere af branchens aktører samtidig er i gang med omfattende strategiske forandringer.
Den svenske ejer af Q8 har netop sat den danske forretning med 241 tankstationer og 1.700 ansatte til salg, mens bl.a. OK, Circle K, Uno-X og DCC Energi – med Shell – investerer tungt i både ladestandere, butikker og nye tilbud til bilisterne.
Samtidig er konkurrencen ikke længere begrænset til de traditionelle olie- og energiselskaber.